Mickey Mouse som jedi, Joachim von And som den onde kejser. Det er måske fremtiden for Star Wars. Disney har netop købt Lucasfilm, og har allerede annonceret den Star Wars Episode 7, der skal komme i 2015. Episode 8 og 9 følger i 2017 og 2019. Det er i sig selv ikke overraskende. Disney afholdt kort efter annonceringen af købet et “conferencecall” til investorerne. Her kom der lidt nye oplysninger om, hvad de har tænkt sig at bruge den nye licens til. Disney kommer til at satse på de sociale spil og de mobile platforme. Vi skal altså ikke forvente, at de begynder at producere nye, store AAA-spil. Disney satser på, at få andre firmaer til at producere spillene, så de kommer altså ikke selv til at stå for udviklingen. LucasArts – spiludviklerne – er en del af Lucasfilm. Så hvad kommer det til at betyde for 1313, et af de mest interessante Star Wars spil siden Knights of the Old Republic? Ingenting, fortæller LucasArts til IGN. Heldigvis!

























