Square Enix har netop annonceret et spændende stykke DLC til Hitman Absolution, der netop har ramt butikshylderne. Det ser nemlig ud til, at Deus Ex: Human Revolution møver sig ind i Agent 47’s verden. Siliconera rapporterer i hvert fald om en kommende udvidelsespakke, der vil have nyt tøj og nye våben til Hitman Absolution. Vi får et nyt jakkesæt, der er kraftigt inspireret af Adam Jensen fra Deus Ex: Human Revolution, hvor der medfølger en futuristisk pistol. Square Enix står bag begge spil, så dette crossover er ikke så overraskende. Men det er nu lidt sjovt at se, at de udnytter de to serier på den måde. Ud over Deux Ex-DLC’et får vi også udgivet “High Roller” jakkesættet med Krugermeier 2-2 pistolen samt “Public Enemy” sættet sammen med en Bronson M1928 maskinpistol. Det ser ud til at skallepanden får masser af nye ting at lege med.

2 KOMMENTARER