Det seneste udspil i Trials-serien udkommer på tirsdag, men allerede fra i overmorgen kan du tage forskud på glæderne. Ubisoft-ejede RedLynx er klar med en åben beta, der løber fra den 21. til den 24. februar. Betaen indeholder i alt 18 baner, hvoraf de otte kan spilles online imod andre spillere. Skulle du finde det for nemt at styre din motocrosscykel alene, kan du køre den sammen med en ven i den nye Tandem Bike mode.

Trials Rising er et 2D platformspil, hvor en crosscykel skal styres over diverse forhindringer. Udfordringen består i at mestre spillets fysik, så du kommer sikkert og hurtigt igennem et væld af mere eller mindre vanvittige baner. Da serien startede tilbage i år 2000, var spillet Elasto Mania (Elma blandt venner) kongen af genren, men i dag kan der ikke herske tvivl om, at Trials sidder solidt på tronen.

Hvis du er interesseret, kan betaen preloades på samtlige platforme allerede i dag. Det færdige spil udgives den 26. februar til PC, Nintendo Switch, PS4 og Xbox One.

Jeg regner med at give mig i kast med Switch-udgaven her i weekenden. Ses vi online?