Den 17. september – torsdag i næste uge – er det præcis 10 år siden at en ny dansk Minecraft-server gik i luften på adressen crafters.dk. Serveren kører stadig og over de sidste 10 år er der vokset et stort community op omkring den. Og siden multiplayer i Minecraft var helt nyt for 10 år siden, er Crafters faktisk én af de ældste Minecraft-servere i verden.

Og Daily Rush havde pudsigt nok en lille rolle at spille i Crafters’ tidlige dage. Det hele startede nemlig med en tråd i forummet, hvor @xcan skrev: “Jeg kan da godt smide en server op”. Den dag i dag kan man da også stadig finde Daily Rushs navn på serveren og det er vi ret stolte af på redaktionen.

En meget værdsat hilsen til Daily Rush på Crafters-serveren.

I anledning af fødselsdagen er der planlagt en række forskellige aktiviteter. Dem kan du læse mere om ovre på Crafters’ website. Der er også lavet et særligt 10-års site, hvor du kan finde en masse statistik om serveren og brugernes egne billeder og historier fra de sidste 10 år.

Her fra redaktionen ønsker vi både folkene bag og hele communityet omkring Crafters.dk et stort tillykke med de 10 år!

16 KOMMENTARER

  1. Stort tillykke. Har aldrig rigtig spillet det online, men har altid været meget imponeret over spillet. Det var vildt hvad min datters klasse fik bygget, da de havde en server i 4-5 klasse.

  2. Jeg vil gerne personligt takke alle herinde som har været med til at spille på Crafters der tilbage i de første dage.

    Jeg kom selv først med efter 6 måneder og der var langt de fleste af de første holdt igen.

    Men uden de grundsten som i lagde i de første måneder ville der ikke være noget Crafters i dag.

    Der er kun en håndfuld af de første som stadig kigger ind på serveren fra tid til anden og det betyder desværre at meget af vores tidlige historie er gået tabt.

    Derfor vil jeg gerne komme med en lille bøn:

    Hvis du var med dengang i den første tid, så smut lige forbi vores fødselsdags side og indsend en lille historie om noget du husker fra din tid på serveren.
    Du kan skrive her: https://10-aar.crafters.dk/artikel/del

    Mangler du inspiration til hvad du kan fortælle om kan du læse andres minder her: https://10-aar.crafters.dk/forside#articles

    Endnu engang tak for jeres indsats, om i har sat 1 eller 100K blokke, husk det begyndte med jer.

  3. #4 Det er lige nøjagtig det og jeg havde faktsik på fornemmelsen at det var dit værk, for i den gamle tråd herinde skriver du at du har bygget en lille hilsen til DR på serveren.

    Har du ikke lyst til at smide en historie inde på vores side ?

    Jeg kan se at xcanner roser dig i hans historie

  4. #7 Fedt du gad at biddrage.

    Jeg kan så fortælle at der faktsik er en hel del af dine gamle ting der endnu.

    Din borg er der, men den er blevet moderniseret tilbage i 2012 med andre blokke, men samme form. Dog er parabolen fjernet. Glaspyramiden er der og dine underjordiske haver står som da du sidst så dem.

    Amazing Maze er der stadig og vi skal faktisk ud og rende i den her om et par dage som en del af fejringen.

    Pyramiden er her også endnu, den er også blevet moderniseret, idet der er lagt et lag sandsten ovenpå det sand i oprindeligt lagde. Den er også udgravet indeni og lavet om til MobArena (et se hvor længe du kan overleve bølge efter bølge af mods plugin) billedet øverst i nyheden her er taget inde i pyramiden.
    En fast del af vores fødselsdage er at vi kæmper mod mobs i den hver år den 17/9 om aftenen.

  5. #8 den parabol var også åndssvag. Det var noget jeg satte på som det aller sidste og passer overhovedet ikke ind i temaet bliver liiige lidt nostalgisk nu. Der blev alligevel brugt en del timer på det.

  6. #9 Såvidt jeg husker er der også en borg du har lavet langt pokker i vold ude syd for spawn for enden af en lang flisevej, Rivendell ?

    Og hvis du har lyst skal du være mere en velkommen til at kigge ind, jeg er der som regel om aftenen og hjælper gerne med at finde dine gamle ting.

  7. #10 det tror jeg ikke er mig. Jeg byggede et værk med 4 udsigtstårne og sådan nogle græske mønstre på jorden, men jeg er rimelig sikker på at det var nord for spawn. Med det sagt er det ti år siden så det kan være jeg husker forkert

  8. De der mønstre (med det slet skjulte hagekors…) troede jeg faktisk var Grevwilliams

    Du kan i øvreigt ikke helt regne med verdens hjørnerne, Mojang sendte en opdatering ud i 2011 der skiftede dem.

    Jeg var lige ude ved den borg jeg troede du havde lavet, men kan se på et skilt at det er lavet af en der hedder Elver.

  9. Synes det er fantastisk at man holder liv i sådan en server. Tænk alle dem der har været der, kan gå tilbage og mindes den tid. Priceless. Tillykke!

  10. #15
    Det har også et par gange været tæt på at det fik ende, når aktiviteten i en periode havde været nærmest nul, eller de par gange hvor vi er blevet rygende uenige om hvad og hvordan.

    Men Crafters er åbenbart ikke til at slå ihjel, heldigvis.
    Nu gik der 10 år og vi har haft en fantastisk fed uge med fejring hver eneste dag. Mange har deltaget, en del af de helt gamle har været forbi.

    Selv xcanner dukkede op efter næsten 6 års fravær. Han skal dog nok lige have en tur omkring siden med regler, da det lykkedes ham at nakke 2 bøger fra mig og logge ud igen…..

    Heldigvis trager jeg altid kopier af de bøger jeg sætter ud, så kunne lave nye, men alligevel….groft tyveri og så fra skaberen selv….