Casting af de rette skuespillere er ofte store og ganske åbne processer, og nu har det da også resulteret i, at en reddit-bruger har snuset sig frem til et par scener fra castingen til Netflix-serien om vores alle sammens Geralt.

Og lækagen er ikke falsk. Seriens showrunner Lauren S. Hissrich har bekræftet lækagen via Twitter, hvor hun også siger, at scenerne ikke er færdige og som sådan ikke kommer med i selve serien. Så “alt er ok i Witcher-verdenen”.

Hun fortsætter i et andet tweet med at sige, at hun finder det fascinerende, at folk er så passionerede omkring The Witcher, og at hun håber denne passion også finder ved til selve serien.

Det var tilbage i maj måned, at The Witcher-serien først dukkede op. Som med mange projekter, når spil skal til lærredet, er det ofte langtrukne og endda aflyste projekter. Men det ser altså ud til, at The Witcher er på rette vej.

Hvis vi kigger på de fire mest prominente roller, hvem så du så gerne i rollerne som henholdsvis Geralt, Yennifer, Triss og Roach? Om det bare er min danske arv, ved jeg ikke. Men Mads Mikkelsen ville altså passe fint ind i mit billede af Geralt. Senest har vi dog set Henry “Superman” Cavill udtale, at han ville elske at spille Geralt i serien! Tak til IGN.

Andre bud kunne jo være Nicolas Cage eller vores egen Nikolaj Coster Waldau.

2 KOMMENTARER