Efter længere tids ganske vedholdende rygter, har Microsoft nu ganske officielt meddelt, at de skærer lidt i prisen på de nordamerikanske Xbox 360-konsoller. Den vi her kender som den store udgave (med 20 gb. harddisk) bliver sat hele $50 ned og vil fra den 8. august kunne erhverves for $349.99. Prisen på Core-udgaven bliver barberet med $20 ($279.99) og endelig vil Elite-udgaven (som ikke har fået en dansk dato endnu) koste den amerikanske gamer $449.99. Vi har forsøgt at få en kommentar fra Microsoft Danmark uden held her til morgen, men følger naturligvis op på sagen i løbet af dagen. Vi skulle jo meget gerne se et prisfald på vores side af Atlanten også.

























