Har du dedikeret dig til konsollernes verden, og savner at kaste dig over nogle klassiske RPG-titler, så bliver 2019 et særdeles godt år for dig. Skybound Games og Beamdog har netop annonceret, at konsolgamere kan se frem til at spille Baldur’s Gate, Planescape: Torment og Neverwinter Nights.

Annonceringen specificerer ikke hvilke konsoller der er tale om, men vi har kontaktet udgiveren i håb om at finde ud af, præcis hvilke platforme der er på tale. Det må være fair at antage Xbox One og PlayStation 4 er med i planerne, men om Nintendo Switch kan se frem til det samme, må vi afvente svar på.

Den eksakte liste af spil som finder vej til konsoller, ser således ud:

  • Baldur’s Gate
  • Baldur’s Gate II
  • Baldur’s Gate: Siege of Dragonspear
  • Icewind Dale
  • Planescape: Torment
  • Neverwinter Nights

Vi kan se frem til flere detaljer i de kommende måneder, og vi har forstået at der vil komme info omkring hvad de fysiske eksemplarer vil indeholde; dette kan potentielt være en indikator for, at der er nogle special editions på vej.

Det skal blive spændende at se, om disse klassiske PC-titler kommer til at fungere med en controller mellem hænderne.

5 KOMMENTARER

  1. Ok, interessant. Jeg tænker umiddelbart at det er spil der ikke er lette at spille med en controller. Der er mange companions der skal styres hver for sig. Man må også håbe at UI er blevet optimeret så det er lettere at navigere menuer.

  2. Hmm, jeg tror godt det kan fungere på switch.. I håndholdt er der fordel ved at man kan trykke direkte på skærmen, men den er lille.. Docked.. Ja så det om controlleren bliver træls at bruge :p

  3. Orv hvad, de spil har jeg godt nok brændt mange glade timer på!
    Spændende at se om de kan lave interface fornuftigt på konsol, det kan godt blive noget værre rod.

    Jeg håber at NWN også får udvidelserne med!