Assassin’s Creed Odyssey trak 62.000 samtidige spillere på Steam i søndags. Det er 33% højere end 2017’s Origins, der toppede med 41.000 spillere.

Ubisoft bliver ofte skudt i skoene, at de smider for mange Assassin’s Creed og Far Cry-spil på markedet. Men efter pausen i 2016 nød Assassin’s Creed Origins enorm stor succes, både hvad angår kritisk modtagelse, salg og et højt spillerantal. Og selvom vi nu er tilbage til en årlig Assassin’s Creed-udgivelse, er 2018’s Odyssey slet ikke til at stoppe.

Spillet debuterer som det 6. mest spillede spil på Steam, hvor det i søndags ifølge GitHyp trak 62.000 samtidige spillere, der overhaler Origins med hele 33%. Det er en meget stor stigning. For at sætte det hele lidt i perspektiv, trak det hidtil mest populære spil i serien, Assassin’s Creed Black Flag “kun” 16.000 samtidige spillere på Steam tilbage i 2013. Assassin’s Creed Unity, Rogue og Syndicate trak alle mindre end 3.800 som det højeste samtidige spillerantal på Steam.

Assassin's Creed Odyssey statistik fra GitHyp
Assassin’s Creed Odyssey statistik fra GitHyp

Og selvom vi ikke har tal fra Ubisofts egen Uplay eller konsollerne, kan vi vist godt konkludere, at folk elsker græsk-spartansk action. Vi er på vej med vores endelige anmeldelse. Men indtil da kan du læse vores førstehåndsindtryk.

Personligt er jeg faldet pladask for min Kassandra. Hun er oftest retfærdig, nogle gange nådesløs, men altid vild med at sparke alt og alle ud over klipper og hustage. Fjender som venner, civile såvel som dyr … ja, endda Kassandras egen hest går ikke fri for et godt los ud over klipperne i ny og næ.