Et af de mest populære spil i nyere tid og den mest populære franchise igennem tiderne. Det er noget af et matchup, Rovio og Lucas Arts har fået lavet med Angry Birds Star Wars. Men indtil videre har ikke set noget til gameplayet. Det laver den nyeste trailer dog om på. Efter at have set en lille fed fugl fægte rundt med et lyssværd – det er åbenbart Luke og Leia – får vi nemlig de første gameplaysekvenser at se. Hvis du forventede store forandringer til den velkendte slangebøsseformular, bliver du skuffet. Angry Birds Star Wars er tilsyneladende blot Angry Birds med et Star Wars tema. Fuglene skal stadigvæk skydes afsted, grisene skal stadigvæk mases. Denne gang kan der blot benyttes lyssværd og lignende Star Wars-inspirerede objekter. Vi håber dog, at Rovio tager lidt med fra Angry Birds Space, så spillet bliver en kende mere varieret. Angry Birds Star Wars er ude den 8. november.

























