Electronic Arts (EA) bekræfter i dag, at de er på vej med endnu et The Simpsons-spil. Denne gang skulle der dog være tale om en noget anderledes oplevelse. Ea beskriver selv The Simpsons Game (ikke en endelig titel), som et “action comedy game”, hvor stilen, humoren og gameplayet er holdt i den Simpsons-ånd vi alle kender fra tv-serien. Det er nok heller ikke helt tilfældigt at spillet kommer nu, hvor The Simpsons – The Movie er lige på trapperne. Du kan her læse et uddrag af dagens pressemeddelelse og vi bringer naturligvis screenshots m.v. så snart vi har det i hænde. The Simpsons Game vil blive udgivet i løbet af det kommende efterår til på stort set alle konsollerne (ingen PC-version!).

REDWOOD SHORES, Californien – den 9. maj, 2007 – Electronic Arts Inc. Annoncerede i dag den kommende udgivelse af THE SIMPSONS GAME (arbejdstitel). Spillet, der skabes som led i et partnerskab med Gracie Films, Twentieth Century Fox Television og Twentieth Century Fox Licensing and Merchandising, indeholder en vanvittig, sprudlende og hjernevridende historie skabt af tv-seriens Emmy-vindende forfattere. Actionkomedien vil også indeholde de originale stemmer fra alle tv-showets skuespillere, som gentager deres roller i spillet.

I THE SIMPSONS GAME kan Homer, Marge, Bart og Lisa gøre brug af helt nye evner i deres forsøg på at frelse verden fra det voksende kaos. Til at hjælpe Simpson-familine, må spillerne rejse gennem hele Springfield (og den enorme verden, som omgiver byen!), nedlægge et fantastisk udvalg af modstandere og kæmpe deres vej igennem parodier på en lang række populære spil.

“Vores mål med udviklingen af THE SIMPSONS GAME er at skabe det mest originale spil til dato, hvilket er et ambitiøst mål, der kun er muligt gennem det tætte samarbejde med det kreative hold bag The Simpsons,” sagde Scot Amos, Executive Producer for projektet. “Vi er særligt stolte over spillets varme, visuelle udtryk, der for første gang i et spil virkelig fanger stilen fra tv-serien,” tilføjede Amos, “Som tegneseriesælgeren siger, ‘Best. Simpsons Game. Ever!'”

4 KOMMENTARER

  1. Synes det lyder som en super fed idé. Vil jeg glæde mig meget til. Vil ikke håber de fucker det alt for meget op. Men med de rigtige manuskriptforfattere og de rigtige skuespillere til at ligge stemmer til, tror jeg det bliver rigtig fedt:)

    The Simpsons: Hit and Run var hvertfald et rigtigt sjovt spil, måske ikke det bedste, men bestemt værd at spille.