Et nyt udspil efter tragedien i Newtown fokuserer på voldelige computerspil. Boston Globe (via Gamespot) fortæller, at Department of Transportation i staten Massachussets har forbudt ni forskellige voldelige arcade-spil fra statens tankstationer, så kun kørespil forbliver. Det skete, efter de modtog en mail fra et bekymret forældrepar, der så deres 12-årige søn og en anden dreng spille et arcade-spil med en maskingevær-controller på et tankstation. Staten var enige i deres bekymring, og som kommentar til sagen udtalte statens transportsekretær, Richard Davey, at forbuddet gav mening i forhold til Newtown-tragedien, ligesom han kaldte udspillet for passende. Hans holdning er, at disse spil ikke bør fungere som underholdning til børn, mens deres forældre hviler sig efter en lang rejse. Ikke samtlige ni spil navngives, men der er bl.a. tale om BeachHead 2000 og Time Crisis. Begge spil har modtaget aldersgrænsen T, der klassificerer dem som “generelt passende” for folk fra 13 år og op. At forbyde et spil, der er godkendt til folk på 13 år for at beskytte børn, kan diskuteres, da det bl.a. ikke vides, om der ligger videnskabelige undersøgelser eller lign. til grund for forbuddet. Læs mere inde i nyheden.
Det skal dog påpeges, at computerspil langt fra er det eneste, der kigges på efter Newtown-tragedien. Den seneste Quentin Tarantino-film, Django Unchained, kom også i søgelyset, da filmens hovedrolleindehaver, Jamie Foxx, udtalte, at voldelige film ikke kunne undsige sig at have indflydelse på sit publikum – en holdning som Tarantino selv dog ikke deler og pure nægter at diskutere. Ud over medier er landets behandling af mental sundhed også blevet stærkt kritiseret, hvilket er blevet opfulgt af en opfordring til større økonomisk investering og ny lovgivning til at hjælpe forældre og offentligheden. Andre tiltag kommer fra det Internationale Samfund for Traumatiske Stressstudier (ISTSS), der har offentliggjort en beskrivelse af, hvordan børn påvirkes af begivenheder som netop tragedien i Newtown. Den påpeger risici for bl.a. mareridt og koncentrationsproblemer, ligesom den opremser frem essentielle elemtenter i at støtte børn i tiden efter traumatiske hændelser. Desuden fremhæver den vigtigheden i at overveje, at børn kan blive påvirkede, hvis de udsættes for billeder af tragedierne i pressen. Den anbefaler faktisk at begrænse børns adgang til pressedækning af traumatiske begivenheder. Hvorom alting er, er debatten for alvor sat i sving i USA, og vi håber, at alle vinkler medtages i diskussionen om, hvordan man forhindrer yderligere skudtragedier.

17 KOMMENTARER

  1. Husk, at vi tidligere så Californien forsøge at forbyde salg af voldelige spil til mindreårige – hvorefter det forbud blev kendt ugyldigt af USAs højesteret. Det samme kan ske her. Spil er beskyttet under ytringsfriheden beskrevet i landets First Amendment – at en stat kun forbyder spil ligner klokkeklar censur i mine øjne

  2. De forbyder spil. Hmm.
    Jeg kan ikke lige se mig en sindsforvirret person gå ind på en skole og begynde at nedlægge 20 elever med den dvd skrive som ligger i spillet købt på en tankstation.
    Til gengæld vil de give samme person lov til at eje et seminar automatisk angrebsriffel, som indeholder min 30 høj hastighedspatroner, der vitterlig kan dræbende. Hmm

  3. Ja, det udstiller virkeligt hykleriet, at man vil forbyde børn og unge at skyde med et legetøjsvåben på virtuelle figurer, mens man kæmper for retten til at selvsamme børn og unge gerne må skyde med et ægte våben.

  4. Det er simpelhen noget pjat de skyder skylden på computer spil.
    Der er utallige eksempler på folke drab i afrika eller teorister i mellemøsten, hvor folk aldrig har set et computer spil.
    Har folk det i sig at gøre så grufulde ting, så gør det det om de har set et computer spil eller ej.

  5. Amerikanere.. amen altså

    Hvad har de mennesker tilfælles?
    De spiller alle voldelige computerspil. Ergo må voldelige computerspil være årsagen.

    Psykosociale problemer har i hvert fald ikke noget med sagen at gøre.

    Det er jo en logisk fejlslutning af dimensioner.

  6. fæsent. sådan nogle forbud her er på ingen måde med til at hjælpe mod voldsepisoder. om noget så er de med til at øge dem, da forbud generelt er nedværdigende.