Kampen mellem AMD og NVIDIA er nu endnu engang spidset til. GamesIndustry beretter, at Bob Fieldstein den 13. juli forlod AMD for at starte hos NVIDIA den 16. juli. Fieldstein var hovedansvarlig for, at Microsoft og Nintendo valgte AMD’s teknologi i Xbox 360 og Nintendo Wii, da teknologien skulle udvikles til den nuværende konsolgeneration. Det var et vigtigt slag at vinde, da der som bekendt ryger mange millioner konsoller ud til spillere verden over. Inden han rykkede over til fjenden, styrede Fieldstein AMD’s design center i Boston. Fieldstein er nu vicepræsident for teknologi-licenser hos NVIDIA. Rivaliseringen mellem AMD og NVIDIA kører altså stadigvæk derudaf for fuld hammer. Hvem der tager teten, finder vi nok først ud af, når alle de tre store konsolmagere afslører, hvem der leverer indmad til den næste generation af spillemaskiner.