Udviklerne kan ånde lettet op og tage sig en pause hos Gearbox. Aliens: Colonial Marines er netop gået guld efter, hvad der synes som en evighed i støbeskeen. Det betyder, at Gearbox overholder udgivelsesdatoen den 12. februar, som blev slået fast helt tilbage i maj måned 2012. Det er jo nærmest uhørt. Gearbox’ CEO Randy Pitchford fortæller, at alle parter har kigget den færdige kode igennem og givet den en tommelfinger opad. Derfor er guldskiven nu på vej til fabrikanterne, som skal voldkopiere skidtet og smide spillet i æsker, hvorefter de hårde Space Marines skal sendes ud til butikkerne. Der ryger selvfølgelig også en skive til de digitale forhandlere, så som Steam. Det bliver spændende at se, om udviklerne kan hvile velfortjent på laurbærerne, eller om de skal igang med at patche løs eller arbejde på fremtidig DLC. Spillet udkommer til PC, Xbox 360 og Playstation 3. Du kan tjekke hardwarekrav ud og bagefter se den seneste trailer.