Kun en uges tid på toppen blev det til for RTX 3080 førend storebror ankom. RTX 3090 er nu en realitet og lad os slå det åbenlyse fast med det samme: Det er uden skyggen af tvivl lige nu verdens hurtigste grafikkort til gaming. Men er kortet så også et åbenlyst valg til de mest framerate-hungrende gamere?

Kortets fysiske fremtoning er det første fingerpeg om, at der er rigtigt mange kræfter gemt under den massive køler. Kortet fylder hele 3 slots i højden og vejer vanvittige 2.1 kg! Den skøre vægt har dog sin årsag: Kortet sluger omkring 360 Watt når kørt som ud af boksen og op til 410 Watt i overclocket tilstand. Der skal med andre ord en exceptionel køler til at holde kortet koldt og her har Nvidia leveret varen.

Kortet viser lavere GPU temperatur under load end RTX 3080 og larmer samtidig mindre. Vi kan dermed konstatere, at de lirede videoanimationer af køleren fra Nvidias PR hold ikke blot var marketing gimmicks.

I gaming leverer kortet ca 10-15% flere fps i 4K opløsning sammenlignet med RTX 3080. I 1440p er forskellen dog noget mindre. Det er dermed svært at påstå, at kortet ligefrem blæser sokkerne af nogen ift. RTX 3080. Især når man tager den dobbelte pris i betragtning! Nvidia har under deres markedføring dertil haft travlt med at præsentere RTX 3090 som verdens første 8K gaming grafikkort. Et statement der fra start fremstår fjollet, idet selv 4K stadig i høj grad er en nicheopløsning forbeholdt de få.

Det er desuden endnu svært at opdrive en 8K skærm til formålet. Og det viser sig da også, at Nvidia her har været lige rigeligt store i slaget: Gamers Nexus demonstrerer bl.a. i deres anmeldelse, hvordan kortet reelt kun leverer ca. 30-35 fps i ægte 8K opløsning på tværs af flere spil. Først når DLSS bliver slået til opnås meningsfulde framerates. Men så får man i stedet også blot en 1440p opløsning opskaleret til 8K.

Kortet minder på mange måder om de tidligere Titan-kort, bl.a. med de massive 24 GB VRAM i tankerne. I flere henseender er RTX 3090 tilsyneladende også et virkelig lækkert workstationkort. Nvidia har dog valgt at slå visse Quatro-baserede funktioner fra, der normalt findes i Titan-kort. Det får RTX 3090 til at falde igennem bestemte workstation benchmarks, som f.eks. demonstreret af Linus Tech Tips.

Dermed ender RTX 3090 som en underlig størrelse, der ikke rigtigt indfrier potentialet fuldt ud – hverken for gamere eller workstation brugere. Som gamer får man reelt allerede rigeligt med performance med et RTX 3080 og det til en langt mere spiselig pris. RTX 3090 er den nye konge af gamer grafikkort men uden at prange. På workstation-siden vil det samtidig ikke helt være et ægte Titan. Slutresultatet fremstår som et kompromis, der ikke helt kan forløse forventningerne til nogen side.

Kilder brugt i nyheden:

2 KOMMENTARER

  1. Det er et eller andet sted er det rart at de skyder bare en lille smule forbi pga de priser det tager for det kort. Nu mangler amd at byde op til dans for en lavere pris så der kan reguleres lidt på det priser.

    Der er nok bare ønsketænkning fra en fatrigrøv

  2. #1: AMDs topkort bliver desværre ikke mærkbart billigere denne gang (altså i fht. RTX 3080). Men senere kommer de ‘langsommere’ og billigere kort naturligvis, og det til mere spiselig pris helt sikkert. Jeg tror der kan gøres en fin handel da for selv de billige kort kommer til at være ret hurtige i fht. tidligere generation. Og ellers kan du helt sikkert også gøre en fin handel efter brugt grafikkort. Der er givet rigtig mange der vil opgradere i denne generation.