AMD har siden 2017 haft rigtig god medvind i deres CPU-forretning med lanceringen af Zen-arkitekturen og Ryzen CPU’erne. Nu er tredje generation af Zen på trapperne og AMD lægger ud på torsdag den 8. oktober kl. 19:00 dansk tid med præsentation af de nye CPU’er. Det bliver første del af deres Red October kampagne, der følges op med næste generation af RDNA grafikkort ved en præsentation d. 28. oktober. Det er mere eller mindre officielt, at Zen 3 bliver til Ryzen 5000-serien. Springet fra 3000 til 5000 sker for at undgå forvirring ift. de eksisterende Zen 2 CPU’er til mobil, der netop er navngivet i 4000-serien.

Zen 3 byder på en række forbedringer siden sidste generation. For det første flytter AMD fra TSMC’s standard 7 nm chipproces til én af deres opdaterede processer N7P eller N7+. Begge processer åbner for enten mere strømeffektive CPU’er eller højere performance for samme strømforbrug. AMD har formået at opgradere CPU-arkitekturen i Zen 3 med forventning om +10-15% IPC (Instructions Per Cycle) forøgelse. IPC er et udtryk for hvor mange beregninger per clock cyklus en CPU kan gennemføre. Tallet skal sammenholdes med CPU’ens clock frekvens der fortæller hvor mange gange i sekundet en cyklus kan gennemføres. Da Zen 3 samtidig ser ud til at kunne nå op omkring 4,9-5 GHz, er der basis for en pæn forbedring ift. de nuværende 3000-serie CPU’er med Zen 2. Det er næppe urealistisk at forvente et samlet +25% performanceløft med Zen 3.

På rygtebasis forlyder det, at den kommende Ryzen 7 5800x kan slå Intels nuværende flagskib i9 10900k. Dette er bl.a. baseret på et nyligt læk af et påstået benchmark med Ryzen 7 5800x. Som altid skal den slags naturligvis tages med alle mulige forbehold. Det vil dog være helt fantastisk for os gamere, hvis AMD vitterligt efter så mange år på hælene endelig kan kæmpe med igen helt i toppen af markedet.

AMD fortsætter på deres eksisterende AM4 CPU socket til Zen 3. Der vil samtidig være bagudkompatibilitet til flere af de eksisterende Ryzen chipsets. 500-serie AM4 bundkort vil således officielt understøtte Zen 3. AMD har også åbnet for, at 400-serie AM4 bundkort kan understøtte Zen 3. Det vil dog være op til de enkelte bundkortproducenter, om de vil udgive en ny BIOS til formålet. Under alle omstændigheder kræves en BIOS opdatering, hvis man i forvejen ejer et understøttet AM4 motherboard. Der er endnu ingen forlydender om et nyt x670 chipset. Så det er muligt, at AMD i starten vil forlade sig på de eksisterende AM4 bundkort til den nye CPU generation.

Heldigvis er ventetiden nu kort og det skal blive utroligt spændende at se, hvad AMD har i ærmet til første omgang Red October på torsdag.

3 KOMMENTARER

  1. l#1: @kallekun uanset hvad AMD sætter af MSRP, så er jeg også bange for at priserne kommer til at ryge i himlen. Interessen virker stor for Zen 3, og jeg tror at mange er klar til en opgradering, specielt også nu når det falder sammen med lancering af nye grafikkort. Det er den perfekte hardware-storm.

    Vil også selv rigtig gerne have fingre i en 12 core Zen 3, så vil sidde på spring når de lander. Er allerede begyndt at horde dele til den nye PC, af frygt for at ting bliver udsolgt når CPU’erne lander

  2. Hvis det ikke lige var fordi at AM4 nok er død efter denne release så ville alt være perfekt. Gad virkeligt godt have muligheden for væsentlige CPU upgrades efter mange år med Intel …