Her til aften blev det endelig helt officielt: Næste generation af Ryzen CPU’er er på vej fra AMD og de er lynende hurtige. For første gang i umindelige tider behøvede AMD ikke længere bruge næsten undskyldende vendinger som ”i nærheden af” eller ”billigere end” konkurrerende produkter. I dag talte performance for sig selv mens AMD CEO Lisa Su og hendes team i usvigelig sikker stil præsenterede de nye produkter. Zen 3 og 5000-serie Ryzen CPU’erne bliver et stort spring fra den nuværende Ryzen 3000 generation og et hårdt slag imod Intel.

For de interesserede kan den cirka 25 minutter lange præsentation ses lige her:

I første omgang lanceres blot fire nye CPU’er: Ryzen 5 5600x, Ryzen 7 5800x, Ryzen 9 5900x og Ryzen 9 5950x. Der bliver dermed ingen ikke-x varianter til at udfylde hullerne mellem x-modellerne nu her. Den globale lanceringsdato bliver 5. november.

Det ser ud til at AMD endelig kan bide skeer med Intel helt i toppen af CPU-segmentet når det gælder gaming. AMDs Ryzen 9 5900x formår at slå Intels nuværende topmodel i9 10900k i 9 af 10 udvalgte spil-benchmarks med mellem 1 og 21% højere fps i 1080p opløsning.

Som altid skal præsentationer af denne slags tages med visse forbehold. Producenten vil naturligvis altid forsøge at få sit produkt til at fremstå i bedste lys og de viste benchmarks vil være håndplukket i en eller anden grad. Men uanset hvad, så viser tallene at AMD ganske givet nu har overtaget overfor Intel.

Priserne kommer til at stige på de nye CPU’er og i USA stiger prisen ift. nuværende tilsvarende CPU i Ryzen 3000-serien med 50 USD. Prisstigningen skal naturligvis ses i lyset af at man også får en langt hurtigere CPU for pengene. I en sammenligning imellem Ryzen 9 3900XT og Ryzen 9 5900X er den nye model imellem 5 og 46% hurtigere i 1080p opløsning i 10 udvalgte spil. Inden du nu taber kæbe og sokker så tag dog med i overvejelserne, at ved højere opløsninger vil forskellen helt sikkert udlignes væsentligt.

Anbefalingerne til RAM-hastigheder forbliver de samme som for Ryzen 3000-serien. Der blev samtidig ikke præsenteret noget nyt bundkort chipset, så indtil videre er de eksisterende B550 og X570 AM4 motherboards bedste bud på et nyt motherboard til Ryzen 5000-serien. I januar måned vil AMD også udgive en beta BIOS til de ældre 400-serie AM4 bundkort. Der er derfor en chance for, at man som ejer at et sådan bundkort fra næste år vil kunne sætte en Ryzen 5000 CPU direkte i sit gamle bundkort.

Præsentationen var samlet set imponerende og der er klart potentiale for at Ryzen 5000-serien vil levere overbevisende performance til både gaming og andre applikationer. Nu er det så blot at vente på de uafhængige anmeldelser, når vi kommer frem til lanceringsdagen.

3 KOMMENTARER

  1. #1: @funtex jeg overvejer selv at gå (næsten) all in fra start og købe 5900x. Hvis AM4 platformen havde udsigt til en generation mere, så havde jeg garanteret hoppet på 5600x med henblik på om nogen år at kunne købe en Zen 4 og putte i samme platform. Men nu må man vist hellere fremtidssikre lidt ved at købe fornuftigt ind fra start

  2. Maa tilstaa at jeg mere eller mere har besluttet mig paa en 5900x . Navntligt efter at have hort at INTEL’s naeste i 2021 stadig kommer til at kore paa 14 nm . . . Det er faktisk lidt en nobrainer, hvis man korer high end . . . Men igen, lad os nu lige se nogle benchmarks forst . . .