14 år siden sidste udgave – ventetiden værd?

Fjorten år. Så længe har fans af Microsoft Flight Simulator måttet vente på en ny udgave af den legendariske flysimulator (Microsoft Flight fra 2012 tæller ikke). Hypen eksploderede derfor til E3 sidste år, da Microsoft pludselig ud af ingenting diskede op med en blændende teaser trailer for den nye udgave. Siden da har nettet glødet med info fra alpha og beta tests samt flydt over med lækre screenshots og videoer, der har skruet forventningerne helt op i skyerne inden lancering.

Og nu er Microsoft Flight Simulator anno 2020 her så endelig i al dens glorværdighed. I denne artikelserie her på Daily Rush vil vi gennem grundig test forsøge at afdække flere af de centrale lækkerier og muligheder, som spillet byder på.

Her i første artikel vil jeg fokusere på spillets nok mest hypede features: landskabet og grafikken. Kan spillet leve op til de mange blændende videoer og screenshots? Og hvor skal man flyve hen, for at få de mest spektakulære og spændende ture? Stig ombord og få en veltilrettelagt chartertur rundt i Microsoft Flight Simulator med kaptajn Deadmeat ved rorpinden. Husk at spænde sikkerhedsselen!

Fantastisk teknologi skaber liv i landskaberne

Det øjeblødende lækre terræn i Microsoft Flight Simulator er skabt på basis af flere smarte teknologier kombineret. Grundelementet for at kunne flyve i hele verden er Microsofts Bing Maps. De detaljerede satellitbilleder fra hele kloden skaber et stærkt fundament for spillets realistiske udseende. Men satellitfotos er stadig kun 2D, så for at skabe den tredje dimension i landskabet bringes højdedata, luftfotos og kunstig intelligens sammen i skøn forening.

En række af verdens største byer er til dels genskabt tro mod virkeligheden og i høj detaljegrad med teknikken fotogrammetri og manuelt 3D arbejde med landemærker og seværdigheder. Hele 341 byer i spillet er på den måde genskabt i høj detaljegrad (den fulde liste kan ses her) og resultatet er absolut imponerende.

Det er dog kun en lille del af verden, som det er muligt at genskabe så nøjagtigt. For at kreere resten har kunstig intelligens taget over. Teknologien er udviklet af østrigske Blackshark.ai og med den er det i praksis muligt at genskabe det meste af hvad der kan ses af bygninger og træer på Bing Maps i fuld 3D. Resultatet er ikke 100% tro mod virkeligheden, men det er alligevel flot og virkelighedstro at se på.

Spillet i sig selv fylder over 100 GB installeret. Alligevel er dette kun en brøkdel af den verden, som Microsoft Flight Simulator tilbyder. For at løse problemet med en hel verden af data, har Microsoft derfor måtte aktivere kræfterne i cloud computing. Løsningen er at højdetaljeret terrændata for det område man flyver i simpelt hen streames til ens PC.

Der er ikke tale om fuld spilstreaming som f.eks. Google Stadia eller GeForce Now. Det er blot selve terrændata, der sendes over nettet. Den lokale hardware skal stadig levere hestekræfterne til at tegne det. Altså desværre intet gratis GTX 2080 Ti grafikniveau på din udtjente undskyldning af et grafikkort.

Manhattan er genskabt vha. fotogrammetri, hvilket giver et realistisk og velkendt udseende i spillet.

Men kan jeg så se mit hus?

Svaret er JA … teknisk set. Medmindre du bor i en doomsday prepper bunker under jorden, så er dit hus/lejlighed med al sandsynlighed på Bing Maps og dermed en del af spillet. Hvis du samtidig bor i en by, der er genskabt med fotogrammetri, så vil dit hjem sandsynligvis have lighed med virkeligheden. Her i Danmark er det kun en del af København, der er genskabt på denne måde. Så for resten af os, vil resultatet typisk være mindre vellignende.

For det gode eksempels skyld vil jeg tage mit eget hjem at demonstrere med. Jeg bor udenfor København, og dermed er mit hus autogenereret i spillet af Blackshark.ai. Jovist, der ligger skam et hus det helt rigtige sted, men AI’en producerer et autogenereret resultat baseret på ufuldstændige data om huset. En meget iøjnefaldende afvigelse på mit eget hus er f.eks. at det i virkeligheden har fladt tag, mens huset har skråtag i spillet. Nedenfor kan I se en sammenligning af spillets udgave af mit kvarter og så den langt mere korrekte 3D gengivelse fra Google Maps.

Sammenligning af spillets udgave (øverst) og Google Maps’ visning (nederst) af mit kvarter.

Verden ligger for dine landingshjul

Hele verden ligger i bogstaveligste forstand få klik væk. Når man vil planlægge en flyvetur, bliver man som det første præsenteret for hele jordkloden med væsentlige internationale lufthavne vist. Zoom ind og flere og flere af de 37.000 lufthavne og landingsbaner, som spillet byder på, dukker op. Herfra sættes afgangssted og ankomstlufthavn nemt, et fly vælges og vejr samt andre detaljer kan også justeres efter behov.

Spillet byder på utroligt mange seværdigheder og smukke områder at besøge. Et af de første steder jeg kaster mig over, er paladset Taj Mahal i Indien. De fleste af verdens væsentligste seværdigheder er fint mærket op på spillets jordklode til planlægning af ture, så jeg finder hurtigt nærmeste lufthavn at starte fra. Jeg beslutter at nyde udsigten fra en Cessna 208B Grand Caravan, et mindre et-motors turboprop fly der er relativt ligetil at flyve.

Turen starter ved foden af startbanen fra lufthavnen i Agra by, hvor Taj Mahal også ligger. Air Traffic Control (ATC) melder alt klar og giver OK til afgang. Jeg skubber throttle til 100% og drønet fra turbinemotoren støjer lækkert. Jeg er i luften på et øjeblik og foran mig åbner sig et realistisk udseende bylandskab med hundredvis af bygninger samt floden Yamuna, der løber gennem byen. Jeg følger floden, der glimter flot i lyset fra den nedgående sol. Der går ikke længe før konturerne af Taj Mahal dukker op i venstre frontrude.

Taj Mahal badet smukt i solnedgangen.

Jeg tager en lav indflyvning ved 1500 fod (ca. 450 meter) for at få et rigtigt godt kig på paladset. Stedet er yderst vellignende i spillet, med alle væsentlige detaljer fra den rigtige lokation inkluderet. Solnedgangen bader smukt de hvide tagkupler i blødt sollys. Synet er ganske lækkert og giver straks en succesoplevelse på en af mine første ture i Microsoft Flight Simulator.

Undervejs benytter jeg mig flittigt af spillets drone mode, der giver supergode muligheder for at se tingene udefra og for at tage lækre screenshots. Efter et par cirkler rundt om paladset går turen hjemad igen og landingen forløber uproblematisk. En rigtigt fed sightseeingtur og det har alt sammen ikke taget meget mere end 15 minutter – jeg er klar til flere eventyr!

Skidt og kanel i Dubai

Næste tur går til Dubai, hvor jeg flyver på sightseeing over byen. Burj Khalifa er i sagens natur (og i bogstaveligste forstand!) svær at komme udenom og knejser med sine 828 meter imponerende op fra den flade ørken midt i byen. Der er en fin fornemmelse af størrelsesforhold og den gigantiske bygning får skyskraberne omkring den til at ligne provinsielt etagebyggeri. Jeg fortsætter turen op ad kystlinjen, og snart får jeg endnu et vanvidsprojekt i forruden, nemlig et af verdens mest eksklusive hoteller, Burj al-Arab. Stedet er berømt for dets excentriske arkitektur, udformet som et gigantisk sejl og banket op lige i vandkanten. Endnu et imponerende syn på turen!

Lige ved siden af spotter jeg vanvidsprojekt nummer tre, nemlig Palm Jumeriah, den gigantiske kunstige ø udformet som en palme. Her får turen dog en lidt fesen afslutning, da detaljegraden ikke er vældigt imponerende, bl.a. fordi flere bygninger af en eller anden grund ikke er omdannet til 3D. Alt i alt bliver det dog endnu en flot tur i Microsoft Flight Simulator, der understreger hvor let, flot og sjovt det er at tage på eventyr i spillet!

Burj Khalifa tårner i Dubai.

En iskold overraskelse i Argentina

Jeg kommer i tanke om et smukt bjergområde i Argentina, jeg engang har set i en dokumentar. Jeg kan huske navnet på den berømte sø i området og taster navnet ind i spillets ruteplanlægger. Stedet popper med det samme op som en markeret seværdighed. Jeg lader turen starte på en lille landingsbane ved nabosøen Lago Viedma. Turen går herfra i sydlig retning imod bjerget Cerro Mojano på vej ned mod turens egentlige mål, søen Lago Argentino.

Jeg kender ikke området i nogen nævneværdig grad, så hvert et øjeblik af turen i det smukke bjerglandskab er spektakulært. Jeg bemærker at der er simuleret kastevinde, når man kommer tæt på bjergsiderne, så mit lille fly får nogen seriøse rysteture undervejs. En fed detalje, der virkeligt løfter realismen i spillet også. Jeg flyver ind igennem en dal og navigerer mig stille og roligt sydover. Pludselig åbner dalen op og jeg bliver mødt af et uventet men fantastisk syn: En gigantisk smeltende gletsjer ligger foran mig. Jeg har ved et rent tilfælde fundet udspringet til Lago Argentino. Gletsjeren er smukt modelleret og glimter betagende i solen.

Gletsjeren ved Lago Argentino er et betagende syn.

Det har taget ca. 20 minutter at flyve herhen, og synet er hele turen værd! Jeg følger retningen væk fra gletsjeren og snart åbner selve Lago Argentino sig foran mig. I det samme ser jeg, at et kraftigt uvejr trækker ind over søen fra syd. Det er et spektakulært syn, med regnbyger der synligt hamrer mod søens overflade og voldsomt tordenvejr flænser himlen med lyn. Pludselig ser jeg en regnbue gradvist forme sig foran mig. Endnu en imponerende detalje ved spillet, hvor dannelsen af regnbuer er realistisk simuleret i forhold til solens placering. Uvejret driver heldigvis hurtigt hen over søen, inden jeg lægger an til landing på en ydmyg landingsbane ved søbredden. Aftensolen bader nu terrænet i blodrødt lys og giver den flottest mulige afslutning på turen.

Lago Argentino er fuldstændig fantastisk at flyve over.

De første timer i selskab med Microsoft Flight Simulator

Mine første timer i selskab med Microsoft Flight Simulator har indfriet mange forventninger og indtil videre været en fed oplevelse. Jeg er vild med den måde, man utroligt let og hurtigt kan planlægge en oplevelsestur til hvor som helst på jordkloden. Og her er noget for ethvert temperament: Vil du bare have en kort hyggetur og se en bestemt lokation? Intet problem, planlæg blot turen til at starte lige ved den seværdighed du ønsker at se og dit fly starter i luften lige der. Hvis du i stedet vil have den fulde flyoplevelse, så planlæg turen med både start-lufthavn og ankomststed. Og som en ekstra bonus på den slags længere ture, så kommer man også hurtigt til at se nogle fede ting, man ikke engang havde overvejet lå på ruten.

For mig har spillet her det helt rette mix af muligheder for casual sightseeing og for mere dedikerede flyveture ud i det ukendte for at opdage vores fantastiske klode! Det visuelle er langt hen ad vejen imponerende og sine steder helt sublimt. Særligt vejreffekterne og det varierende lys døgnet rundt er med til at få det visuelle indtryk helt op at ringe. Grafiske svipsere støder man på undervejs, især når der flyves tæt ved jorden. Men når man kommer over 500 fod, så begynder tingene generelt at se rigtigt lækre og naturtro ud. Microsoft Flight Simulator er uden skyggen af tvivl den flotteste flysimulator, man kan få for penge lige nu.

I den næste artikel i serien får du række forslag til spændende ture i Microsoft Flight Simulator med screenshots og beskrivelser til hver tur. Smid også meget gerne jeres egne anbefalinger til fantastiske destinationer eller ting fra spillet I kunne tænke jer at høre mere om her på Daily Rush i den kommende tid.

Mit setup

Microsoft Flight Simulator Premium Deluxe Edition
3440×1440 skærm
RTX 2070 Super
i7 3770k
16 GB 2133 MHz DDR3 RAM
Thrustmaster TCA joystick

Artiklen er baseret på en reviewkopi af Microsoft Flight Simulator stillet til rådighed af Microsoft.

15 KOMMENTARER

  1. Holy crap, @deadmeat! Et helt almindeligt “velkommen” lyder fattigt efter sådan en artikel – pissegodt arbejde! Virkelig velskrevet-, formuleret og -argumenteret.

    Det var på alle måder en fornøjelse at læse.

  2. Super god artikel – Jeg ser selv frem til at moddere for lavet en Denmark pack med super høj detailje grad

    Hvis man lige skal fluekneppe måden det står på i starten: 14 år siden sidste udgave

    Teknisk set er det kun 6 år siden sidste udgave nemlig december 2014 at Steam edition udkom. Orginalen kom i 2006

  3. #4: hmmm ja havde faktisk et afsnit med i første udkast om det, men jeg savede det fra igen pga. længden på artiklen.

    Jeg har selv formået at trække ca 45-50 fps på mit viste setup med ‘High’ settings+ et par tweaks. I nogen tunge områder kan den godt dykke til 30 fps. Men faktisk er 30 fps. nok til flight simulator fordi det går så langsomt Anyway skal man ikke forvente meget over 60 fps maks på de fleste systemer. Spillet er udpræget CPU begrænset. Test af grafikkort her: https://youtu.be/y6RIvvMPBTg

  4. #4 er helt enig i at 30 fps er rigeligt og faktisk udemærket i en flight sim nogle steder hvor man flyver – Jeg synes dog der er utrolig mange på både reddit og steam som ser folk flyve og nu selv vil prøve brokke sig over lave fps fordi de aldrig har prøvet XP-11 eller Pre3d før og ved hvad de kan forvente

  5. #6: haha nej PC master race er ikke let at stille tilfredse. Nu er spillet jo så også lavet til next gen hardware, så lad os se hvordan benchmarks ser ud, når Ampere, Navi 2x og Zen 3 lander snart Jeg har i hvert fald måtte konstatere under min test af spillet at en i7 3770k er på overarbejde! (så også forventeligt med en 8 år gammel CPU).

  6. Jeg kan klart anbefale at tage forbi Grand Teton National Park, man kan flyve der til men da det er en nationalpark er der ikke mange steder at lette fra i nærheden.

    Hvis man hurtigt vil der hen så smid disse koordinater ind i søgeboksen i venstre side af skærmen på world map: 43.994891, -110.486315

    Det giver et lille waypoint i luften et par km der fra, så er det bare at flyve HDG-210 og nyde udsigten!

    Glacier National Park er også utroligt flot, generelt kan nationalparkerne i USA virkelig anbefales.

    Øen “Réunion” lige imellem Madagascar og Mauritius er også en fantastisk lille perle.

    New Zealand er nok en af de flotteste steder jeg har set indtil videre, og når man nu er der kan man jo lige hoppe forbi Mt. Doom https://i.imgur.com/VbxQkqh.jpg

    En anden tur der er utroligt flot, uanset om man flyver op til 10000 fod eller følger floden er at følge Colorado River Fra Moab i den sydøstlige retning. Hele området er ubegribeligt smukt: https://i.imgur.com/YoNZPmS.jpg

    Den nemmeste rute er at lette fra Canyonlands Field Airport, RW:21 (ICAO: KCNY) og så følge vejen der går i en nordøstlig retning indtil man støder på Moab, og så er det ellers bare at følge Colorado River så længe man vil. https://i.imgur.com/CUNvlkL.jpg

  7. Deres bush trips er også værd at prøve – Jeg er selv kun lige landet efter det 15. ben på Nevada turen, men det er det hele værd og man skylder næsten sig selv at prøve og flyve VFR

  8. Hold nu kaje, det her spil må jeg eje.

    Kam anbefale en tur over/omkring Milford Sound på New Zealands sydlige ø, eventuelt hele vejen ind til Queenstown. Det var ihvertfald en kæmpe oplevelse, da jeg prøvede det IRL.

    @deadmeat – genial første artikel.

  9. Kommer der VR support? Har egentlig aldrig været til sådan slags sim spil, men efter jeg fik VR er jeg åbnet op for oplevelsesspil. Og lyder da til der er mange flotte oplevelser i MSFS2020

  10. Jep, virkelig velskrevet, og god artikel. Ja Gletcheren er virkelig flot og sevaerdig . . . Et tip, prov at flyve fra californien i vestlig retning imod hawaii, nar maan krydser Baja’s bjerge indhyllet i skyer. Ser fantastisk ud.

  11. #8: Fedt, de ture skal helt klart prøves af!

    #9: Bliver også noget af det jeg skal teste af inden længe – det lyder som nogen sjove og udfordrende opgaver.

    #12: takker, og lyder også som en seværdig tur