Warcraft III: Reforged, Blizzards eget remake af Warcraft III, blev annonceret på BlizzCon sidste år. Spillet har nu fået en udgivelsesdato og den 29. januar næste år kan du få den opdaterede version af RTS-klassikeren mellem hænderne.

Spillet indeholder kampagnen fra dels Warcraft III: Reign of Chaos fra 2002 og dels udvidelsen The Frozen Throne fra 2003. Grafik, effekter og animationer er blevet opdateret, men gameplay og spilmekanikker er de samme. Warcraft III: Reforged er også blevet fuldt integreret med Battle.net, og du kan stadig spille multiplayer med det original Warcraft III.

Spillet har også fået en helt ny World Editor, så hvis du har idéen til det næste Defense of the Ancients map, er værktøjerne klar.

Warcraft III: Reforged udkommer til Windows og Mac. Spillet kan forudbestilles nu for €29,99 for standardudgaven eller €39,99 for Spoils of War-versionen, som indeholder diverse digitale goodies til både Warcraft III: Reforged og andre af Blizzards spil.