Mojang Studios’ action-RPG Minecraft Dungeons udkom for lidt over en måned siden og allerede på onsdag i næste uge (1. juli) lander den første DLC til spillet.

Den hedder Jungle Awakens og som navnet antyder, sender den spillerne ud i junglen. Komplet med pixelerede pandaer, naturligvis. Udover nye monstre og nyt udstyr byder Jungle Awakens på tre nye missioner at kaste sig ud i.

Bemærk at der er tale om betalt DLC. Har man købt Minecraft Dungeons’ Hero Edition, eller hvis man opgraderer til den med et Hero Pass, er Jungle Awakens og den næste DLC – Creeping Winter, som udkommer senere i år – med i prisen.

Minecraft Dungeons får dog også en gratis opdatering i næste uge. Den indeholder nye items og det nye dungeon Lost Temple.