Warhammer Fantasy er det univers, som en række af Games Workshops figur- og rollespil foregår i. Tilbage i august i år annoncerede Games Workshop og Virtual Realms, at de arbejder på et nyt Warhammer Fantasy MMO kaldet Warhammer: Odyssey. Spillet er under udvikling til iOS og Android

Destructoid har fået et eksklusivt kig på Warhammer: Odyssey, som spillet ser ud lige nu. I klippet besøger man byen Marienburg, som fungerer som spillets startzone.

Der er nok en del Warhammer-fans derude, der på den ene side er ret begejstrede ved tanken om et MMO, men på den anden side har en vis portion sund skepsis overfor, at der er tale om et mobilspil. Der er dog meget lidt konkret information ude lige nu, så det er stadig tidligt at gisne om, hvor spillet ender henne.

Warhammer: Odyssey er ikke det første MMO baseret på Warhammer Fantasy. Tilbage i 2008 gik Warhammer Online: Age of Reckoning online til Windows og senere macOS. Spillet var udviklet af Mythic Entertainment (dem med Dark Age of Camelot) og var i luften frem til 2013.