Deep Rock Galactic var “early access done right”. De utrættelige nørder på Christianshavn gør stadig tingene rigtigt – denne gang med Update 32. Ikke fordi der er særlig langt mellem opdateringerne, men fordi denne opdatering giver noget virkelig lækkert: To nye missionstyper! Jeg har taget et kig på dem og har en helt klar favorit.

Borebisser og store guns

Først skal man lige vænne sig til de to nye ikoner på kortet. Det ene ser ud som et advarselsskilt, hvis man skulle frygte uventede kloakmænd der kommer op fra kontoret, mens det andet kunne være logoet for Foreningen for Danske Forstoppelseseksperter. De hedder henholdsvis On-site Refining og Escort Duty (no pun intended).

Vi er nu oppe på 7 missionstyper! SÅ dejligt!

Som sædvanlig har de altid et sekundært mål, samt muligheden for “mutators” (positive og/eller negative variationer af missionen). De falder fint ind sammen med det sarkastisk industrielle tema i spillet, men byder på nye strategier, taktikker og krav til spilleren.

Escort Duty – når selv Driller bliver imponeret

Ledelsen har fundet ud af at der findes “Ommoran Heartstones” nede i Hoxxes IV. Dem vil de selvfølgelig have fingre i, men det er ikke helt så ligetil. For det første, kan ledelsen åbenbart ikke længere finde ud af, at sende maskineri direkte ned til dem. For det andet har de en hård skal, som skal gennembrydes af større bor end man normalt har med.

Hvor går grænsen mellem “passende værktøj” og “for meget”?

Til formålet får man derfor nu tilsendt en velvoksen boremaskine. Den nye boremaskine har fået kælenavnet “Doretta”, men har det mere tekniske navn “Drilldozer”. Det beskriver maskinen temmelig præcist, og det er fedt at se den æde sig gennem Hoxxes IV som en veganer i et tofu-marked.

Det er absolut ikke en Tesla

Doretta bruger noget helt bestemt brændstof, som heldigvis vokser vildt under jorden. Stil endelig ikke spørgsmålstegn ved dette! Det skal heller ikke undre dig, at du KUN finder brændstof, når du er på Escort Duty. Sådan er det bare og det er fint nok. Det ville alligevel ikke give mening at indsætte det unødigt i andre maps.

En benzintank med indbygget laserstråle… helt sikkert!

Med jævne mellemrum går Doretta i stå og brokker sig over at være sulten. Så er det op til dig at tage hendes benzintanke ud og fylde dem op. Naturligvis foregår dette ved at tage tankene ud af køretøjet og løbe rundt i hulen med dem. Lige som på Q8. Man skal så finde klumper af brændstof og smelte dem med en laserstråle. Lige som på Shell. Tanken suger selv brændstoffet til sig og siger til når den er klar. Lige som ægte biler.

Det er en hjertesag

Efter nogle tankpauser hvor man med rette kan udforske hulerne og skyde dens beboere, kommer vi endelig frem til hjertet. Det må dog være blevet såret før, for det er pakket godt ind i en beskyttende skal. På kærlig og omsorgsfuld manér prøver Doretta at bryde ind til det varme indre, kun ved hjælp af empati og en hydraulisk borehammer på størrelse med en middelstor hatchback.

Under den hårdeste skal banker det blødeste hjerte.

Nej, selvfølgelig går det ikke så let. Hjertet prøver at forsvare sig, men i stedet for cirkulære argumenter bruger det flyvende sten og laser-spir. Helt naturlige forsvarsværker. Samtidig prøver de lokale at tygge Doretta i stykker, så hun skal altså både repareres og forsvares. Det kan godt blive MEGET kaotisk, hvilket egentlig er temmelig fedt!

Vind planetens hjerte

Når du endelig har været så grueligt meget igennem, blotlægger Hoxxes IV sit lysende, gyldne hjerte. Som den sande og forsigtige helt du er, mangler du nu kun at bringe hjertet i sikkerhed. Og hvem andre kan bære det end trofaste Molly? Selv Volvos trepunktsseler må stå ærefrygtige tilbage, når de ser hvordan du nænsomt sikrer hjertet en glat tur.

Husk at slutte med en sejrsbajer!

Herfra skal du som sædvanlig selv trykke på knappen og kalde en taxa ud af planeten. Det betyder også at du sagtens kan nå at udforske resten af hulen og klare sekundære mål. Og når du endelig står på rumstationen igen, skal det da fejres med en øl i overstørrelse!

On-site Refining kører som smurt

Nu skal vi over til min nye favoritmission. Jeg er simpelthen knusforelsket i den her mission! Dens præmis er lidt simplere end Escort Duty, men det gør ikke nødvendigvis missionen simpel. Nu handler det nemlig om at bore efter olie, eller “Liquid Morkite” som det kaldes i spillet.

Find oliekilderne, byg rør, SURF PÅ DEM!

Det helt vildt fede og nye, er at man skal bygge pipelines hen til oliekilderne. Dette foregår med værktøjet som giver de fine, blå “previews”, som du kan se herover. De kan bygges i mange retninger og bøje op, ned og rundt. Endnu mere praktisk er at de selv nedbryder terræn omkring sig, så længe de kan stilles rigtigt. Det laver plads til min nye yndlingssport: Pipe-grinding! Hvis du vil se nærmere på dét, så kan du se en lille video herunder:

Det har sine op- og nedture

Når man “grinder” på rørene, kan man hurtigt og nemt komme omkring. Dette bliver især vigtigt, når man er færdig med at bygge det hele. Så skal man nemlig tænde for den store pumpe! Med et drøn, et brøl og et brag går maskineriet i gang, men det giver sine egne problemer.

Det er så rørende at ordne rørene.

Larmen tiltrækker bugs, som gnaver rørene i stykker. De skal derfor nakkes og så skal rørene repareres. Det er nemt at finde lækken, da hele rørledningen lyser rødt. Så skal man bare surfe på røret, til man når problemet. Når raketten er fyldt op, sendes den afsted og missionen slutter lige som en almindelig Point Extraction.

En kærkommen opdatering

Med snart 3 år på bagen, hvoraf de næsten 2 har været i Early Access, er de nye missioner meget velkomne blandt spillerne. De bringer nye elementer på banen og gør det godt. Også selvom der er et par bugs i Dorettas valg af ruter. Det sker at hun beslutter sig for at flyve, frem for at bore, hvilket hurtigt skaber panik. Især hvis hun er under angreb!

Men hvis du har ladet Deep Rock Galactic ligge i et stykke tid, så er lige nu et godt tidspunkt at komme tilbage. Spillet er stadig vidunderligt god co-op, humoren er lige så spøjs som den plejer at være og øllerne er stadig kolde.

6 KOMMENTARER

  1. #4 Ja, den sutter max bagdel!
    Tog Deep Dive med et par venner og mission 2 var On-site Refining med Haunted Cave. Og så var sekundært mål at nakke en Dreadnought.
    Vi klarede den, men øv hvor var det en træls bane!