Rygterne har svirret de sidste par dage, om at en remastered version af den fremragende single player campaign fra Call of Duty: Modern Warfare 2 var lige på trapperne. Det skulle i går vise sig at være fuldstændig korret, da spillet blev udgivet på PlayStation Store, hvor det altså kan anskaffes til 184,99 danske kroner.

I første omgang er spillet altså kun tilgængeligt på PlayStation 4. Sidder du derfor med en PC eller Xbox One, og ønsker at kaste dig ud i actionbraget, må du altså vente tålmodigt til den 30. april, hvor Modern Warfare 2 finder vej til disse platforme.

Rusland må helt undvære udgivelsen

CoD: Modern Warfare 2 vakte især opsigt ved sin oprindelige udgivelse i november 2009, med den kontroversielle “No Russian”-mission. Her bliver spilleren plantet direkte i en forsamling af russiske terrorister, som spreder død og ødelæggelse blandt uskyldige civile i en lufthavn, med henblik på at få det til at ligne et angreb fra amerikanske specialstyrker.

“No Russian”-missionen fik godt og grundigt sindene i kog.

Missionen blev oprindeligt skåret helt ud i den russiske version af spillet, men gårsdagens udgivelse forbigår altså fuldstændig det russiske marked. Det er Sony der har meldt ud, at spillet ikke vil finde vej til de russiske gamere, men de giver dog ikke en officiel begrundelse. Det er dog slet ikke utænkeligt, at førnævnte “No Russian”-mission er den primære årsag, til at den beslutning er blevet truffet.

“Sony Interactive Entertainment has decided not to sell Modern Warfare 2 Campaign Remastered on the PlayStation Store in Russia. We are looking forward to releasing Modern Warfare 2 Campaign Remastered digitally in Russia on Xbox One and PC via Battle.net.”

Eftersom det er Sony der blokerer spillet fra deres store, er det dog ikke ensbetydende med at PC- og Xbox-versionerne lider samme skæbne.