Hvis udgivelsen af Doom Eternal ikke er nok til dig, så kan du få mere fra den skuffe, hvis du da også har adgang til Serious Sam: First Encounter på Steam.

En Serious Doom mod ligger nemlig klar via Steams Workshop, hvor assets fra Doom (2016) og også lidt fra netop udgivne Doom Eternal er inkorporeret i det hurtige gameplay, som Serious Sam er kendt for.

Mod’en ændrer ikke på det egentlige banedesign, men tilføjer elementer som teleporters og jump pads, samt nogle af de våben som Doom er kendt for, heriblandt den ikoniske motorsav. Indtil videre er det blot de første fem baner af Serious Sam, som har modtaget overhalingen, men udvikleren af mod’en lover at der er mere på vej, så snart der er adgang til flere assets fra Doom Eternal.

Lars har allerede taget turen til helvede, og begejstringen er ikke til at tage fejl af i hans anmeldelse. Snakken om Doom Eternal går da også lystigt i vores forum.