Med en helt igennem fantastisk forgænger og et løfte om at være det største DOOM-spil til dato, har id Software noget af en opgave foran sig med DOOM Eternal. Jeg tog et smut til Stockholm, for at pille nogle dæmoner fra hinanden, mens jeg febrilsk forsøgte at holde min puls nede.

Lad os bare smide kortene på bordet med det samme: DOOM Eternal læner sig i høj grad op af DOOM fra 2016. Det er hurtigt gameplay, eksplosive våben, og naturligvis et aggressivt udvalg af fjender, der alle har intentioner om at sende dig af helvede til. Der er dog nogle nøglepunkter, som får Eternal til at skille sig ud, og det er i høj grad opgraderinger til den formel, som man ellers skulle tro havde ramt perfektion for fire år siden.

Den hæslige Arachnotron bliver en kende mere ukampdygtig, hvis man neutraliserer kanonen over dens hoved.

Adskillige fjender er gengangere, men denne gang har nogle af de største monstrositeter fået såkaldte ”weak points”, altså særlige områder på deres krop, som kan svare sig at skaffe af vejen først, for derved at gøre dem mere overkommelige at nedlægge. Arachnotrons og Revenants har kanoner monteret på sig, hvilket gør dem yderst farlige på lang afstand, men får man disse skudt af, reduceres deres rækkevidde markant.

Jeg kan ikke huske hvornår min reflekser sidst er blevet sat på prøve i den grad. Tempoet var stadig højt, og stilstand fungerer som en glidebane til den sikre død. De intense ildkampe holdt mig på kanten af sædet, og til tider følte jeg at jeg glemte at blinke, med fare for at misse et kritisk skud, som skulle gøre min modstander blot en anelse mere ukampdygtig. Vigtigst af alt er dog, at det var sjovt – virkelig sjovt!

Taktik der giver sved på panden

Det hurtige gunplay er som sagt stadig intakt, men tempoet holdes oppe på et par nye præmisser. I DOOM 2016 kunne du få flere hit points ved at udføre et ”glory kill”, eller ammunition ved at benytte motorsaven. I Eternal krydres oplevelsen yderligere, da du får en flammekaster til rådighed. Sætter du ild til fjenderne, taber de små armor shards, som du dermed også kan samle op. Det giver mulighed for at nedlægge nogle mindre fjender, før man kaster sig over de tungere vederstyggeligheder.

Som om det ikke var nok, har de ikoniske glory kills undergået en mindre evolution. Foretager du nok glory kills i træk, opgraderes dit nærkampsangreb til et såkaldt ”Blood Punch”, som yder endnu mere skade, og endda med en tilføjet Area of Effect-faktor. Synes af et Blood Punch som omgående slår en større mængde dæmoner fuldstændig til plukfisk, fik mig til tider til at frygte at mine øjenæbler ville falde ud af kraniet på mig. Hellige Helvedesild, hvor var det fedt!

Der er kommet et par nye boller på suppen, i forhold til hvordan du kan udslette fjenderne i DOOM Eternal.

Man skal derfor gøre sig nogle taktiske overvejelser, i forhold til hvordan man angriber de enkelte situationer. Jeg var skeptisk omkring dette tiltag, da jeg frygtede det ville give flere anledninger til at stikke af fra de fantastiske kampe, men det gav en tiltrængt ekstra dimension til det overordnede gameplay, som virkelig klæder helhedsoplevelsen. Få ting kan få pulsen op, som at se et par raketter med retning mod ens næsetip, velvidende om at en krøbling af en zombie rundt om hjørnet, rent faktisk kan medvirke til at redde ens liv. Det er nytænkning af den gode slags, og ikke to kampe føltes ens under min tid med spillet.

Dans eller dø

Banedesignet er gennemtænkt og ikke mindst varieret. I forrige spil var kulisserne enten rumbaser eller det flammende helvede, men variationen i DOOM Eternals baner bemærkede jeg efter ganske få timers spil. Jeg nåede til en gammel ruin i et snedækket bjerglandskab, hvilket ikke ligefrem var en del af omgivelserne i DOOM 2016. Dertil er de små kampområders layout også af en særligt høj kaliber. Hvert område man når til fungerer som sin egen lille arena, hvor en horde af monstre skal udryddes, før man reelt set kan fortsætte. Jeg skulle hele tiden bruge omgivelserne og være årvågen omkring hvordan jeg bevægede mig.

Du skal ikke stå stille i mange sekunder, før dæmonerne nemt får et overtag.

Og nu vi snakker bevægelse, så introducerer DOOM Eternal også en dash-manøvre og en grappling hook; sidstnævnte nåede jeg dog ikke at få testet i de timer jeg havde med spillet. Bevægelsesfriheden føles langt mere løssluppen, og især dash-bevægelsen gav mig det marginale overtag jeg skulle bruge for at redde min egen røv, når jeg kunne mærke mine lunger hive efter vejret.

Tilføj dertil monkey bars man kan svinge sig i og velplacerede portaler der får dig fra den ene ende af banen til den næste, og du får en ide om hvor meget frihed der virkelig er, i forhold til hvordan man agerer i en dødsdans med helvedes tropper.

Pjæk fra historietimen

Hvis du af en eller anden grund skulle være interesseret i den slags, så byder DOOM Eternal på langt mere historie og karakteropbygning, end hvad serien ellers tidligere har leveret. Der er rigeligt med lore at begrave sig i, og spillerfiguren, også kendt som Doom Guy, får lidt mere kød på sit ellers kølige ydre.

Det forsikres dog at det på ingen måde er nødvendigt at dedikere sig til denne del, hvis ens interesser finder grafiske blodsudgydelser mere appellerende, og det var også mit indtryk at det var mere fyldstof end relevant for spiloplevelsen. Man er mere end velkommen til at ignorere hele dette aspekt, men de korte videosekvenser som afsluttede hver bane, føltes alligevel som en belønning, da de også markerer ens fremskridt i forløbet. Jeg byder derfor disse afbrydelser velkommen, men udviser til gengæld også fuld sympati for dem, som ved første gennemspilning giver skip-knappen noget kærlighed; DOOM Eternal er ikke spillet der dømmer de voldsliderlige gamere.

Der er rent faktisk lidt historie at hente i DOOM Eternal, hvis man da gider bruge tid på den slags.

Der skal slet ikke herske tvivl om, at DOOM Eternal er FPS i genrens mest rene form. Fokus ligger stadig på voldsomme eksplosioner, lemmer der flyver til alle sider, overdimensionerede våben og et udvalg af fjender som kan give selv den mest hårdkogte actionhelt mareridt. Alt tyder på at arven fra DOOM 2016 løftes til et helt nyt niveau, og det er ærlig talt lidt svært at kapere, at der stadig er lige under to måneder til udgivelsen. Jeg glæder mig i hvert fald til helvedes udskud står på mit dørtrin, så jeg kan plante et par solide patroner i panden på dem, og grine som en akavet teenager bagefter.

DOOM Eternal udkommer til PC (via Steam og Epic Game Store), Google Stadia, PlayStation 4 og Xbox One den 20. marts 2020. Nintendo Switch-versionen har endnu ikke fået en udgivelsesdato.

10 KOMMENTARER

  1. Uhhhhhhhh,

    Må hellere få spillet 2016 til ende.

    Det lyder sgu fedt. Håber du har fået vejret og hjerterytmen er kommet ned på et anstændigt niveau igen.

  2. Det bliver super lir! Bare Berthesda ikke har haft deres klamme hånd på produktet direkte.

    Glæder mig til at fyre det af med mit nye grafikkort. Det gamle DOOM var nu ellers vanvittig godt optimeret i fht. grafik, så de fleste kan nok godt være med, i fht, at trække det nye.