Det er ikke sjældent, at Twitter-profiler pludselig bryder radiostilheden, efter flere års bemærkelsesværdigt fravær. Det er netop hvad der har været tilfældet for den officielle Crysis-konto, som for få dage siden lavede nedenstående tweet:

Siger tweetet noget konkret? Nej, på ingen måde. Kobler man derimod tweetet sammen med den præsentationstrailer for CryEngine, som blev udgivet tilbage i marts, er der pludselig guf for konspirationsentusiaster. Prøv selv og spol frem til 2:20-mærket i videoen herunder:

 

Crytek har godt nok en liste over samtlige spil der er præsenteret i traileren, men det spil der fremvises til sidst, har ikke skyggen af en benævnelse. At dømme ud fra de frodige omgivelser og den nanohandske som spillerfiguren er iklædt, er det ikke et helt skævt gæt, at der er tale om et Crysis-spil, enten i form af et helt nyt spil, eller et remaster af de første spil.

Med tanke på at selv moderne computere stadig må hive efter vejret, når de prøver at afvikle det 14 år gamle spil, så tør man da dårligt tænke på, hvad en remastered udgave må forlange af indmad i en PC.

Så hvad tror du: Kan din PC køre “Crysis Remastered”?