Der var rigeligt med spilannonceringer ved torsdagens PlayStation 5-præsentation. Mange af dem er allerede nævnt i denne artikel, men vi har dog et blødende hjerte for danske udviklere, hvorfor Hitman III naturligvis får sin egen historie.

IO Interactive er altså klar med tredje, og angiveligt sidste, kapitel i deres reboot af Hitman-serien. Jeg skriver sidste, grundet den beskrivelse der følger med traileren øverst i denne artikel:

“Hitman III is the dramatic conclusion to the World of Assassination trilogy. Agent 47 is back as a ruthless professional for the most important contracts of his entire career. Death Awaits.”

“Conclusion” er et ord, som ikke er til at tage fejl af. Om det er fordi IOI agter at tage afsked med Agent 47, for en stund eller for bestandig, er endnu ikke til at sige. Men de to seneste spil har høstet ganske pæn hæder internationalt, så det er ikke overraskende, at der lige skulle øses nogle flere snigmordermissioner ud fra den danske udvikler.

Hitman III når ikke at blive udgivet som en launch-titel til PlayStation 5, men vi skal dog ikke vente længe fra konsollens lancering, da traileren indikerer januar 2021 som det umiddelbare udgivelsesvindue. Lad os håbe det holder stik.