Ghost of Tsushima klar med 18 minutters gameplay

Masser af detaljer om den kommende stortitel.

2

PlayStation-ejere lader i øjeblikket op til to meget spændende titler. Den ene er naturligvis Naughty Dogs The Last of Us Part II, og den anden ventede titel er Ghost of Tsushima fra Sucker Punch. Sidstnævnte er netop blevet grundigt præsenteret i aftenens State of Play fra PlayStation, og vi får intet mindre end 18 minutters reelt gameplay demonstreret.

Dette er det første egentlige kig på reelt gameplay, siden den imponerende præsentation ved E3 i 2018. Vi får langt flere detaljer om hvad vi kan forvente af indhold, og videoen lægger ud med udforskning af øen Tsushima.

Hovedpersonen Jin, og i forlængelse heraf, spilleren, lader ikke til at være nær så afhængig af et kort eller head up display (HUD), som open world-genren ellers har for vane at smide på skærmen. Røgskyer i horisonten, det vilde dyreliv og “vinden selv” hjælper med at finde nøgleområder i omgivelserne, som kan være værd at udforske. Bevares, der er da et kort til at holde styr på sagerne, men der er alligevel forbløffende få elementer til at distrahere for oplevelsen.

At dømme ud fra videoen, lader det til at Jin har mindst to måder at håndtere flere af sine opgaver: i nærkamp som en overlegen samurai, eller i det skjulte under et alias der blot kaldes “ghost”. Kampsystemet lader til at være voldsomt counter-baseret. Altså vil det forlange lynhurtige reflekser, både for at parrere og udføre modangreb i fjendens retning. Sværd, spyd og pile præller fuldstændig af på Jin, såfremt reaktionsevnen er skarp nok.

Du skal være hurtig på fingrene, hvis du skal mestre kampsystemet.

Ghost-metoden er imidlertid baseret på en kombination af stealth og noget jeg især er glad for at se i et spil som dette: frygt. De mongolske fjender udviser reel frygt for Jin, når han sniger sig ind på en fjendtlig base, og med dramatiske virkemidler kravler ind under huden på de intetanende ofre. Se bare den stakkels soldat ved 11:40-mærket, som falder bagover i ren rædsel, ved tanken om hvad Jin mon agter at stille op med hans underlegne kampevner.

Costumization, altså tilpasning af den spilbare figur, spiller også en stor rolle. Der er ikke kun variation i de visuelle udtryk af Jins udrustning, men forskellige beklædningsgenstande er også tilpasset forskellige spillestile. Tung udrustning matcher bedst behovet for en dødsforagtende samurai, mens lettere klæder er et bedre bud, når der skal sniges ind på fjendtligt territorie. Det er dog stadig muligt at sætte sit personlige præg på Jins fremtoning med adskillige kosmetiske farvevalg, såfremt man har lyst til det.

Spillet vil også inkludere en dedikeret photo mode, som undertegnede især ser frem til at lege med. Særligt funktioner som justering af vindretning og -hastighed, Jins ansigtsudtryk og tilføjelse af særlige luftpartikler, glæder jeg mig allerede til at lege med. For dem som ønsker at skabe videoer fra spillet, er der også mulighed for at vælge underlægningsmusik fra spillets eget soundtrack.

Såkaldte “content creators” lader til at få en propfyldt værktøjskasse,, til at skabe nogle mindeværdige billeder og videoer.

Som et sidste touchhar Sucker Punch også smidt lidt af deres kærlighed til samurai-film ind i oplevelsen. Det er muligt at gennemføre hele spillet med japansk tale, ligesom man også kan afvikle spillet i klassisk sort/hvid.

Der er lige over to måneder til Ghost of Tsushima udkommer eksklusivt til PlayStation 4. Det er nærmere bestemt den 17. juli 2020, og vi glæder os til at se, om Sucker Punch kan levere varen til den tid.

2 KOMMENTARER