Med en annoncering tilbage i august, har mange, inklusive undertegnede, ventet spændt på en udgivelsesdato for den gratis Legends-opdatering til det mere end fremragende Ghost of Tsushima. Med en ny trailer, som demonstrerer alle tiltagene i opdateringen, kan vi nu glæde os til fredag den 16. oktober.

Legends er den nye multiplayer mode, som byder på story co-op for to spillere og survival missioner for op til fire spillere. Legends lader dig spille en af fire klasser, med hvert sit evnesæt og særlige udrustning, som naturligvis kan ændres efter godtbefindende. Legends får også sin helt egen photo mode, som især jeg glæder mig til at tjekke ud.

I den samlede opdatering, som blot kaldes “version 1.1”, modtager grundspillet også et par quality of life-forbedringer. Man kan endelig skræddersy forskellige loudouts, blandt de rustninger, hjelme og farver man får samlet i løbet af spillet. Dette skal gøre det langt mere gnidningsfrit at skifte mellem forskellige typer rustninger, så man hurtige kan gå fra blodtørstig kriger til snigende ninja. I skrivende stund er det en bøvlet proces at skifte til en brugbar rustning, men dette bør altså nu blive væsentlige mere strømlinet.

New Game + bliver også inkluderet, så man kan starte spillet forfra med alle de evner og rustninger man fandt under sin første gennemspilning. Der præsenteres også en ny hest, nye dyes til at personliggøre sin fremtoning, charmstrophies og en mysterious merchant, hvis identitet skal blive spændende at udforske.

Når alt kommer til alt, så er det uden tvivl Legends, som kan gå hen og blive den største overraskelse. Sucker Punch er ikke just kendt for multiplayer-spil, så det skal blive spændende at finde ud af, om de rammer plet med Version 1.1. Om ikke andet er opdateringen gratis, for dem som allerede ejer Ghost of Tsushima på PlayStation 4, så der er intet økonomisk spild, ved at give det et forsøg.

Det er som sagt fredag den 16. oktober vi modtager opdateringen, og jeg glæder mig til at se nogle af jer, til en gang overnaturlig dæmonjagt.