I næste måned er Sucker Punch klar, med hvad der angiveligt bliver den sidste “store” eksklusive udgivelse til PlayStation 4. Ghost of Tsushima er nemlig gået guld, hvilket betyder at sidste hånd er blevet lagt på spillet, og det dermed er klar til at ryge i trykken.

Udmeldingen kom fra Sucker Punch selv via Twitter:

Dertil er der også kommet et dybdegående indlæg på PlayStation-bloggen, hvor Sucker Punch’s Co-founder, Chris Zimmerman, passioneret beretter om adskillige detaljer i spillet. Han snakker blandt andet om designvalg i forhold til kampe med det drabelige katana-sværd, både i forhold til reaktionstid og hastighed. Zimmerman uddyber også mange af inspirationskilderne fra samurai-film, når de skulle designe den overordnede stemning i spillet.

Der er i hvert fald lagt et enormt stykke arbejde i, at gøre oplevelsen så tro mod virkelighedens samurai-beretninger som overhovedet muligt, og vi er meget spændte på om dette bliver eksekveret fyldestgørende.

En arv der skal løftes

Sidste spil fra Sucker Punch var inFAMOUS: Second Son, som vi anmeldte tilbage i 2014. Vi kvitterede med karakteren 9 ud af 10, og noterede at det var det første spil, som virkelig retfærdiggjorde den daværende overgang til PlayStation 4-generationen. Spillet modtog også en kort DLC-udvidelse i form af inFAMOUS: First Light, som dog var en ensformig og flad fornemmelse, til en alt for høj pris; First Light fortjente, på det tidspunkt, ikke en højere score end 5 ud af 10.

Sucker Punch fik altså for alvor taget hul på den nuværende konsolgeneration, og har nu mulighed for at slutte den af med et lige så stort brag. Vi ser meget frem til at se om studiet kan levere varen, når Ghost of Tsushima udgives den 17. juli.

1 kommentar

  1. Håber de levere varen, inFAMOUS: Second Son var ret godt…

    Men hvis det er det eneste de har arbejdet på siden den gang så tænker jeg ikke det er helt skidt

    Ser flot ud om ikke andet!