Trænger du til at få genopfrisket de gakkede eskapader fra Saints Row-serien, men har svært ved at bevidne den noget aldrende grafiske kunnen? Så kan du nu se frem til Saints Row: The Third Remastered, som Deep Silver annoncerede i går.

Omkring 4000 assets har fået et kærkomment make-over af Sperasoft. Alle bygninger har fået nye teksturer, avatars er blevet finpudset og en ny lighting engine giver lige den sidste skefuld kærlighed, til hvad der ligner en bragende flot version af det gamle spil.

Udover grundspillet vil Saints Row: The Third Remastered inkludere alle tre oprindelige udvidelser, mere end 30 DLC-pakker og en fuldt integreret multiplayer-version.

Spillet udkommer til Xbox One, PlayStation 4 og PC den 22. maj 2020.

Det er lige omtrent otte og et halvt år siden, Saints Row: The Third udkom til Xbox 360, PlayStation 3 og PC. Da vi anmeldte spillet her på Daily Rush, blev der kvitteret med karakteren 7/10.