Biomutant er fløjet under vores radar her på Daily Rush, hvilket virkelig er en skam. Spillet udvikles af svenske Experiment 101, og er et third person action/adventure-spil, med nogle afsindigt bedårende figurer, som tæver hinanden til plukfisk.

Spillet blev første gang præsenteret i 2017, men den seneste gameplay trailer viser et spil, som ser ud til at være yderst velpoleret, og ikke mindst charmerende som bare pokker. Den åbne verden er farverig, kampsystemet byder på close combat og ranged ditto, ligesom oplevelsen krydres med hurtige undvigelser og slow motion-sekvenser, som giver en virkelig lækker action-fornemmelse.

Man skaber sin egen figur, hvor den visuelle fremtoning vil påvirke figurens stats. Der er altså også tungtvejende RPG-elementer på spil, hvilket også kommer til udtryk i det integrerede crafting-system. Man kan selv sammensætte reservedele man finder undervejs, til at finpolere og opgradere sine våben.

Dette er blot en af de mange måder man kan designe sin spilbare figur på.

I traileren ser vi også adskillige køretøjer, som kan føres både til lands, til vands og i luften. Dertil er der også mere organiske mounts, som kan føre en hurtigere over terrænet.

Traileren slutter godt nok af uden et udgivelsesvindue, men i et nyligt interview med IGN, har creative director, Stefan Ljungqvist, fortalt, at studiet er i de afsluttende faser af udviklingen. De er i gang med at udrydde bugs, både af artistisk og gameplaymæssig karakter.

Biomutant udkommer til PlayStation 4, Xbox One og PC.

1 kommentar