Der har flere gange tidligere været snak om både film og TV-serier baseret på de gode gamle Myst-spil, men nu ser det ud til, at der rent faktisk sker noget.

Sidste år købte australske Village Roadshow rettighederne, og Deadline rapporterer nu, at de er i gang med at udvikle en TV-serie baseret på Myst. Det første spil i serien udkom helt tilbage i 1993 og var en af de første store CD-ROM-baserede titler. Spillet blev et kæmpe hit og var faktisk det bedst sælgende PC-spil helt frem til The Sims tog førstepladsen i 2002.

Rand Miller, den ene af de to brødre bag Myst, er med som producer, og showrunner bliver Ashley Edward Miller, som bl.a. også skrev manuskriptet til X-Men: First Class og Thor. Han har rigeligt med materiale at trække på fra spillene, men springet fra monitor til filmlærred og TV er bestemt ikke nemt.

Hvornår Myst rammer dit TV vides endnu ikke.