Ifølge Hollywood Reporter er det efter næsten et års forhandlinger lykkedes Netflix at sikre sig rettighederne til at lave en film baseret på arkademaskinen Dragon’s Lair fra 1983.

Dragon’s Lair var banebrydende. Ikke på grund af maskinens gameplay, som var yderst begrænset, men derimod grafikken, som bestod af håndtegnede animationer, der var lagret på LaserDisc.

Manden bag spillets grafik var Disney-animatoren Don Bluth, som også er involveret i Netflix-filmen som producer.

Der er tale om en live-action film, og ifølge Hollywood Reporter forhandler Netflix med Ryan Reynolds om både at producere og spille i filmen.

Dragon’s Lair er nok en af Netflix’ mere uortodokse satsninger, men bestemt et projekt vi vil følge.