12 et halvt år er gået siden Fumito Uedas mesterværk rullede ud som en smuk svanesang til Sonys aldrende PlayStation 2, og vi står nu med et remake af Shadow of The Colossus. Grafikken er spritny, men indholdet er helt det samme. Er det nok her i 2018?

Min første kolos

I 2005 havde jeg travlt med Battlefield 2, Jade Empire og Splinter Cell: Chaos Theory på min næsten nye PC. Og da Xbox 360 var lige om hjørnet, da Shadow of The Colossus udkom i oktober måned, ænsede jeg ærlig talt ikke spillet.

Senere hen er det dog gået op for mig, at jeg missede en vaskeægte klassiker. Det gjorde jeg faktisk også, da spillet blev genudgivet på PlayStation 3. Men tredje gang er lykkens gang, og med PlayStation 4-udgaven fik jeg endelig prøvet kræfter med spillet.

Mere end ny maling

Shadow of The Colossus er blevet bygget op fra bunden af. Alt er lavet på ny, så spillet kan lege med de andre nye udgivelser på PlayStation 4. Og det kan man se fra første sekund. For det er smukt! Det er uden tvivl det flotteste remake, jeg nogensinde har set. Hvis man ikke lige ved det, ville man nok aldrig opdage, at spillet faktisk er fra 2005. Den visuelle side er ikke bare tidssvarende. Det er et af de flotteste spil på Sonys konsol nogensinde.

Sammenlignet med det gamle spil er teksturer, opløsning og detaljegraden selvfølgelig blevet langt, langt højere. Det samme er frameraten. Tilbage i 2005 kunne den komme helt ned omkring de 15, når det gik rigtig hårdt for sig. I 2018 er den langt bedre.

Jeg spillede på PlayStation 4 Pro, hvor du kan vælge imellem 30 FPS Cinematic Mode i 1440p eller 60 FPS 1080p. Den almindelige PlayStation 4 kører i 1080p 30 FPS.

Lige meget hvad du vælger, virker spillet flydende, og der tabes ikke mærkbare FPS. Heller ikke når der er mange detaljer på skærmen.

Den største ros skal nok gå til HDR-implementeringen, som er noget af det bedste, som jeg hidtil har set. Spillet fortjener virkelig i stort, godt TV med HDR, hvis du virkelig skal nyde det.

Det er tydeligt, at Bluepoint har gjort sig umage med den tekniske del af spillet. Både grafikken og animationerne er fuldt ud på højde med – og ofte bedre end – helt nye AAA titler. Og så har de også implementeret en simpel men velfungerende photomode. Det er altid lækkert!

Samme gameplay – bare bedre

Gameplayet er stort set uændret siden 2005. Der er dog to store ændringer, som jeg vil tro, gør 2018-udgaven langt bedre. For det første er FPS enten fast 30 eller 60, hvilket er langt bedre end originalen. For det andet er der lavet en moderne styring, som må siges at være længder bedre end den kludrede styring i originalen. Spillet vælger den moderne styring som ”default”, men du kan selv vælge den klassiske styring, hvor det blandt andet er mere kompliceret at hoppe og holde fast.

Er du ikke bekendt med Shadow of The Colossus, er spillet kort sagt én lang række ”boss battles”, hvor du som et lille menneske skal nedlægge gigantiske kolosser. Det gør du ved at kravle op på dem og stikke et magisk sværd i alle deres ”weak points”.

Det lyder meget simpelt. Og det er det også. Shadow of The Colossus er skåret så meget ind til benet, at kun kerneoplevelsen er tilbage. Ud over at skyde efter lidt øgler for at få mere stamina og lidt gemte mønter, er der intet andet i spillet end kampene imod kolosserne.

Selv her i 2018 er det et forfriskende simpelt tiltag. Og det virker stadigvæk som et modigt designvalg. Også selvom det er snart 13 år gammelt. Kontrasten til de mange andre Open World spil i disse tider kunne næsten ikke være større.

Unik stemning

Med Ico og Shadow of The Colossus, og senere hen også The Last Guardian, har Fumito Ueda og hans team en yderst særegen stil. En stil med en stemning, som man ikke finder i mange andre spil, især ikke vestlige spil. Sorg, tab, skrøbelighed og skønhed går igen igennem alle tre spil.

Med Shadow of The Colossus får du en historie, hvor hovedpersonen Wander skal forsøge at bringe kvinden Mono tilbage til livet. Det gør han ved at udfordre de gigantiske kolosser i det gamle, slidte men meget smukke forbudte land.

Wanders desperation og mod er til at mærke, når han uden at tvivle står overfor væsner, der er 100 gange større end ham selv. Mest af alt er det fornemmelse af, at være næsten uendelig lille ved siden af kolosserne, der virkelig rammer plet. Kameravinkler, animationer og design går op i en højere enhed, når man møder kolosserne.

Rig fortælling fattig på ord

Historien er underspillet. Du får ikke mange ord eller detaljer med på vejen, og alligevel rammer fortællingen om Wander, Mono og hesten Agro som en hammer. Har du ikke prøvet spillet før, kan jeg give en klokkeklar anbefaling alene på baggrund af den fantastiske stemning og fortælling, som man finder i Shadow of The Colossus.

Da jeg stod overfor den første kolos, begyndte jeg at ane, hvorfor spillet var en klassiker. Det var dog først, da jeg havde nedlagt den sidste kolos og hele plottet havde udspillet sig, at jeg indså, at det nok mere var temaerne, stemningen og den helt igennem fantastiske fortælling, der har ophøjet Shadow of The Colossus til en klassiker.

Malurt i bægeret

Hvis du har det fint med, at der ikke er meget andet end kolosserne at komme efter rent gameplaymæssigt, så er der ikke mange fingre at sætte på spillet. Der er dog et kritikpunkt, som stadigvæk holder her i 2018, som Bluepoint af uransaglige årsager stadigvæk ikke har formået at få rettet. Og det er kameraet. Til tider lever det sit eget liv, og det er nogle gange fuldstændig ligeglad med, at Wander kæmper en meget ulige kamp imod et 50m højt monster. Det er ikke så slemt, at jeg for alvor følte mig hæmmet. Men her i 2018 burde vi have løst de fleste problemer med kameraføringen i 3rd person adventure spil.

Konklusion

På den tekniske side har vi et af de bedste remakes nogensinde. Den visuelle side er superb, og spillet er på trods af, at det blot er et remake, et af de flotteste spil her i 2018! Lydsiden skal da også lige have ros på falderebet. Der er tilsyneladende ikke sket meget siden 2005 her, men musikken er gennemgående smuk og stemningsfyldt som få. Mange har faktisk udråbt netop dette soundtrack til et af de bedste nogensinde. Og jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Når det er sagt, så vil jeg dog understrege, at der intet nyt rent gameplaymæssigt er at komme efter. Faldt spillet ikke i din smag tilbage i 2005, vil det helt sikkert heller ikke gøre det i dag. Med mindre din smag eller indstilling til gaming har ændret sig (det har min uden tvivl).

Vi har en teknisk nærmest perfekt opgradering af en klassiker. Gameplayet var simpelt i 2005. Det er det endnu højere grad i 2018. Men nærmest for at understrege spillets klassikerstatus, så er Shadow of The Colossus stadigvæk ekstremt godt.

Har du altid ønsket dig at spille de, men holdt dig tilbage, så skal du simpelthen kaste dig over det nu! Holdt du af spillet dengang, og vil du se, hvordan Fumito Uedas smukke vision tager sig ud med moderne 2018-grafik, fortjener du også at tage en tur på Agro. Du vil ikke fortryde det.

8 KOMMENTARER

  1. Uden tvivl et af de største spil jeg nogensinde oplevede på PS2… endda nogensinde. Inkarneret PC-mand, men trangen til en PS4 er større end nogensinde netop pga dette spil!

  2. #2 har det til ps3. Har også altid brystet mig af ikke at være grafikludder, men det er jeg åbenbart alligevel. Suk.

    For fan… Bananen, kunne du ikke bare have skrevet det lidt mindre malerisk.

  3. Købte det for et par dage siden. Har aldrig spillet det originale. Nedkæmpede to kolosser, og mistede derefter interessen. Der var ikke rigtigt nogen historie, så det der med den “gode fortælling” forstår jeg ikke helt. Det var bare nedkæmp kolos, fald træt om, vågn op på magisk vis i templet og modtag den næste briefing om hvilken kolos, der nu sku’ nedlægges. Rinse and repeat. Styringen af hesten gør mig vanvittig. På ingen måde spillervenligt. Det er noget fis det der med, at hesten “har sin egen vilje og derfor gør, som den vil” (læste jeg på et andet forum). Det kan jeg da ikke bruge til noget Men spillet er da flot.

  4. Styringen er stadig helt hen i vejret – ellers ihvertfald en bitter påmindelse om, hvorfor jeg kun gav det en meget lille chance på PS2. Men det ser åndsvagt godt ud her på PS4/Pro.