Jeg investerede i DayZ mellem jul og nytår, da flere af mine venner havde købt det. Derudover havde jeg holdt øje med det siden ArmA dagene og havde derfor en ret god idé om hvad det var.
Og det har fuldstændigt revet benene væk under mig. Jeg husker ikke at have prøvet et spil lignende nogensinde, og som det er pt. er det en af de mest rå, usympatiske, svære, men samtidig ualmindeligt underholdende og belønnende spil jeg har oplevet.
Kort fortalt er det bygget op omkring en groft skitseret overlevelsessimulator uden continues. Dør du, så starter man forfra med en ny mand/dame. Man skal finde udstyr, herunder tøj, opbevaring og naturligvis våben. Mad, drikke, helbred og energi er også en vigtigt faktor, som man skal sørge for at vedligeholde. Man kan dø af tørst, sult eller sygdom, men det er ikke svært at undgå. Det samme med zombier, som der pt. ikke er særlig mange af, de kan være dødelige, men er langt de fleste tilfælde blot distraheringer.
Hvad der er dødeligt er andre spillere, som man aldrig ved om man kan stole på, om de skyder en med det samme eller lignende. Bare det at man hører, eller tror man hører, skridt eller åbning af en dåsesodavand, er nok til at sætte pulsen op i højeste gear, mens man pakker sig sammen og håber at personen enten ikke har set dig, eller ikke vil dig noget ondt. Jeg mindes ikke tidligere at have oplevet nogeti et spil, der kan matche en spænding så intensivt og nervepirrende som ‘player encounters’ er i Dayz. Dette gør også at stemningen i spillet konstant vil være på kanten, da man aldrig ved om der står nogle om hjørnet, eller der ligger en sniper i trægræsen med dig på kornet. I DayZ er øjeblikkene hvor du kan være helt tryg uhyrlige sjældne.
Kombiner alt det her i et stort mix med et kæmpe map, hvor stort set alle bygninger er åbne, loot er tilpas i overflod uden at være trivielt, og det er opskrift på, hvad jeg tror, er et kommende spil, der vil sætte milepæl for genren.
Jeg har ikke spillet Rust, men har set og læst om det – og så vidt jeg ved er det blandt andet lavet som direkte inspiration fra Dayz-moddet – men jeg synes også det ser rigtig spændende ud med basebygning osv. Noget der dog sandsynligvis kommer i et-eller-andet omfang i DayZ. Begge spil er dog rigtig nok i alpha, og betaler man for det, får man et ikke-færdigt spil lige nu, men selvfølgelig også det fulde spil, når det, med al sandsynlighed, kommer. Og iht. DayZ så spytter de updates med nyt indhold ud lige nu med ca. en patch om ugen.
God fornøjelse!
Edit: Servere! Der er servere i kæmpe overflod i DayZ, så man kan spille på både servere fyldt med folk, men også på servere med færre, så man er lidt mere sikker (men aldrig, aldrig helt sikker). Derudover, så er der to modes pt., et hardcore mode, som blot er tvunget første-persons view, som man kender det fra almindelige fps spil, og så er der regular, som tillader tredje-persons view. De kører på to forskellige saves, så du kan spille to forskellige personer. Jeg spilller fx hardcore med vennerne, og kører lonewolf på regular serverne.