Rejseselskaber i Danmark og Sverige har ikke svært ved at få fyldt sæderne i rutefly til Irak.
Hos MCA Travel Group er samtlige ugentlige afgange fra Stockholm til Bagdad på både business og økonomiklasse udsolgt frem til slutningen af oktober.
Ifølge MCA Travel Group er passagererne primært kurdere og irakere, og der er heller ingen ledige pladser på de kommende afgange fra Göteborg og Sturup Lufthavn ved Malmø til Erbil i Nordirak før i midten af juni, oplyser selskabets kontor i Erbil.
Flyselskabet åbnede i samarbejde med det syriske Cham Wings Airlines i april en flyrute fra Sturup til Bagdad via Damaskus. Der er plads til ca. 140 passagerer på det ugentlige rutefly, og der er ingen problemer med at sælge de ca. 4.000 kr. dyre returbilletter til Bagdad.
Planer om sommerferie
EuroSky Aviations direktør, Mohammad Arshad, forventede allerede ved åbningen af flyruten, at flyene hurtigt ville være fuldt bookede, da mange irakere i Københavnsområdet og den sydlige del af Sverige anså situationen i deres hjemland for at være så stabil, at de kunne rejse på ferie i deres hjemland.
»Det går rigtig godt. Vi er kommet godt fra start,« konstaterer Mohammed Arshad i dag.
http://jp.dk/indland/article1710333.ece