Jeg er også på vognen med at penge behøver man ikke at have mange af. Det er så godt nok først noget der er kommet de sidste 3-4 år (jvf. anden tråd xD).
Specielt igennem det sidste stykke tid, hvor jeg har befundet mig i London.
Min chef her er en meget flink fyr, desværre er jeg bare kommet til at se med medlidenhed på een ting… hans behov for “fine” ting.
Jeg har det indtryk at han lever for at have de ting og at han et eller andet sted tror folk respektere ham fordi han har dem. Desværre kommer det med den pris at han arbejder enormt meget, og hvor han har fine ting, så er der nogle ting ved ham som bare mangler, ie. det smitter lidt af på hans måde at være på :S Svært at forklare præcist men nogen af jer forstår sikkert hvad jeg mener…
Det kan godt være at penge giver én en masse muligheder for at “eje” nogen ting, gå i “flot” tøj og køre i en “fed” bil. Men hvad sker der den dag de penge pludselig af en vilkårlig årsag holder op med at komme ind.
Hvis man har vænnet sig til at folk måler en på de ting man “ejer”, hvor “sej” man er, hvad så når man ikke har råd til at vedligeholde den livsstil?
Når jeg ser på en person, så plejer jeg gerne mentalt at strippe vedkomne fuldstændigt fra alt materilistisk og så se hvad der er tilbage, og så give person en værdi efter det.
I kan så gætte at min chef er ikke en jeg kunne sidde og hygge og dele humor eller historier med, på trods af alt det han ejer.
På den anden… folk er forskellige, og det vigtigste er, at man selv er glad og kun køre livets race mod sig selv På den måde er det lige meget om det går op eller ned af bakke.
Så hvis du eller I er sikre på at penge gør jer glade så fred være med det.
Egentlig tror jeg det er sådan et spørgsmål som man skal holde sig fra dem som elsker penge vil aldrig forstår dem som er ligeglad med dem og omvendt. Det er ca. ligesom en hardcore atheist, der diskutere med en genfødt kristen.
Edit: vil gerne spare op til genopfriskning af grammatik…