Musikken fra kælderen
- Dette indlæg indeholder 10 kommentarer, har 7 deltagere og blev senest opdateret af
ByteBandit for 4 år, 8 måneder siden.
- Emne
Godaften, DR
Her er en lille, hyggelig gysernovelle fra min hånd, som I kan hygge jer med på en lørdag aften, hvis I ikke har andet at give jer til. Kærlig hilsen Costanza.
…
Mikroovnen bippede kønsløst ude køkkenet.
Sandy løftede fjernbetjeningen, satte sin film på pause og rejste sig.
Lysstofrøret knitrede, da hun tændte på kontakten. Køkkenet stod, som hun havde ønsket sig. John havde lavet det hele selv.
De havde sparet en del penge på den måde. De manglede kun det forbandede lysstofrør i loftet. Lyset var koldt og kynisk, men praktisk nok.
Den ny køkkenlampe var ikke kommet op endnu, fordi John havde fået et godt tilbud om noget sort arbejde et sted ude i Enderup Råhede.
Han var tømrer. Hun var i gang med sin hf på fjernstudium. For tredje gang.
Nu sad hun alene i huset, som de havde købt for få uger siden. Det var fredag aften. Hun havde sat Løvernes Konge på. Det gjorde hun altid, når hun havde behov for at føle sig tryg. Og det havde hun haft et uforklarligt behov for, hver gang John havde været væk fra deres nye hus.
Hun havde mest af alt haft lyst til at bede ham om at blive hjemme, da han tog af sted for nogle timer siden, men de havde brug for pengene. Ja, huset lå i Udkantsdanmark, men det havde alligevel været lidt for dyrt.
Husets tidligere ejer var død, og det havde stået tomt i et par år. Men John kunne jo lave det meste selv, og hvis drømmen om børn og eget hus skulle gå i opfyldelse, var de nødt til at slå til nu hendes lidt for høje alder taget i betragtning.
Da hendes mands bil var bakket ud ad indkørslen, havde hun lagt sig ind på sofaen og kigget ud i luften.
Hun havde endnu ikke vænnet sig til stilheden herude. Det var ellers noget, som de havde drømt om alle de år inde i den lille lejlighed ud til hovedvejen.
Tænk sig at få et landsted, hvor der altid var ro. Men nu var der alt for stille. Hun havde ligget længe og lyttet til vindens rusken i havens træer, mens hun gled ind og ud af søvnen.
Når der var mest stille, kunne hun indimellem høre det lille bump, når et æble fra havens højeste træ røg ned og ramte taget.
Det var ved at blive efterår.
Huset var blevet så flot indenfor. John havde knoklet for det. De havde købt møbler i den lokale genbrugsbutik. Det var en af dem, som lå så tilpas langt ude på landet, at man sagtens kunne finde flotte ting på deres lager. De lokale havde simpelthen ikke øje for, hvad der var smart.
Af samme grund havde hun dårlig samvittighed over, at hun havde været efter sin mand, når han larmede med sit værktøj.
Men det havde været umuligt at koncentrere sig om sin læsning, når han borede og savede inde i stuen og køkkenet.
Til sidst var hun blevet så irriteret, at hun havde sat sig ud i haven med en dyne omkring sig – blot for at finde ud af, at deres langsomme WiFi selvfølgelig ikke kunne nå derud.
John havde fået et møgfald og taget imod det som en trofast hund. Han stoppede sit arbejde, selvom han mest af alt gjorde det for hendes skyld. Det var jo hende, som ville have huset færdigt på rekordtid. Hun mærkede en knude af dårlig samvittighed langt nede i maven.
Gid han havde været her nu. Så ville hun sige undskyld og putte sig ind til ham. Hun ville have vist, hvor højt hun elskede ham. Måske var hun gået på knæ og taget hans fedtede og urinlugtende tissemand i munden, selvom hun ved gud hadede det.
Men John var her ikke. Nu stod hun alene i køkkenet foran mikrovnen, som var færdig med at varme hendes popcorn.
Smørret i gryden var også smeltet. Hun hældte sine popcorn i en skål og lod de rigelige mængder af smør svømme ud over.
Saltet blev kværnet i tunge drys, og til sidst blev det hele rystet sammen under låg.
Inde i sofaen tændte hun igen for filmen.
Simbas far var lige blevet dræbt. Den scene havde hun altid grædt til som lille, og det kunne hun stadig finde på. Nogle gange følte hun, at hun stadig var en lille pige fanget i en alt for voksen kvindes krop.
Hun førte nærmest robotagtigt sin hånd fuld af popcorn op til munden, mens hun gumlede. Hånden fortsatte bare af sig selv.
Den stoppede først, da skålen var halvtom.
Den standsede bare med et i luften. Sandys mund var åben og klar til en ny håndfuld, men den kom ikke. Hun havde stoppet sin hånd midt i dens bevægelse.Hendes øjne kiggede over mod trappen ned til kælderen.
Det var ikke sket. Nej, det, hun lige havde syntes at høre, var ikke sket.
Hun havde ikke hørt en fjern lyd af musik nede fra kælderen. Det måtte have været fra filmen, selvom hun kendte den alt for godt til at møde fremmede lyde fra videobåndets magnetstriber.
Hun ventede et øjeblik og lod sin hånd fortsætte bevægelsen. Skålen var tom, og filmen var ved at være færdig. Noget i hende havde ikke lyst til at stoppe videoen og slukke for lyden. Der ville blive alt for stille, når hun gjorde det.
Men båndet løb ud, og der blev stille som i en grav. Kun lyden af videoens automatiske tilbagespoling brød tavsheden, men snart var den også færdig.
Mørket var kravlet meter for meter over indkørslen og græsplænen og var nået frem til huset, som det havde omsvøbt i sine kulsorte farver.
Der var så mørkt udenfor, at der lige så godt kunne være klistret sorte sække uden på vinduerne.
Hun frøs under uldtæppet. Klokken var kun lidt over 21. Det var for tidligt at gå i seng. Hun var ikke træt, men måske ville det hjælpe, hvis hun gik ind og onanerede. Hun fandt sin dildo frem fra en skotøjsæske nederst i skabet. Den kendte John ikke til.
Øjeblikke efter snurrede og kildede det dybt oppe i hendes underliv. Hun var lige ved at komme, da hun for sammen og trak den lange dildo ud med et sæt.
Det havde været der igen. Denne gang mere tydeligt. Hun havde hørt musik fra kælderen.
Denne gang kunne hendes logisk tænkende hjerne ikke ønske foreslå, at lyden kom fra fjernsynet. Det var bare et splitsekund af et splitsekund. Som når man i en bil passerer en lejlighed med et åbent vindue, hvor musikken strømmer ud en lun sommernat.
Hun lå stille som et lig i sengen. Al liderlighed havde igen forladt hendes krop.
Der var mørkt i soveværelset. Døren stod på klem ud til køkkenet, som også var gemt væk i det totale mørke.
Hendes hånd famlede efter hendes telefon på natbordet. Den lyste op, da hendes fingre ramte en af knapperne.
John lød snøvlet, da han langt om længe tog telefonen. Musik? Fra kælderen? Nej, nu måtte hun da være ved at blive skør. Hun var jo helt alene hjemme. Hvis hun havde hørt noget, måtte det være en bil med et stort anlæg langt oppe ved hovedvejen.
Men der var jo flere kilometer derop, svarede hun ham irriteret. Han havde drukket med sine arbejdskammerater. Hun kunne høre, hvis han havde drukket så meget som én øl, og i aften havde han fået mange.
John forsøgte sig igen med en søgt forklaring om, at det var noget, som hun bildte sig ind, og hvis hun virkelig havde hørt noget, så havde det formentlig været et forstyrrende radiosignal i husets elinstallationer.
Den slags var helt normalt, forsikrede han hende.
De manglede godt nok at få skiftet en del af de gamle installationer ud, men hun troede ikke på hans forklaring.
I stedet bad hun ham om at hygge sig og lagde irriteret på.
John forsøgte at ringe hende op igen, men hun gad ikke snakke med ham. I stedet satte hun telefonen på lydløs og vendte sig om på siden. På en eller anden måde lykkedes det hende at falde i søvn.
Hun sad op i sengen, inden hun vågnede. Så instinktivt reagerede hendes krop. Hun slog øjnene op og kiggede ængsteligt ud i mørket omkring sig.
Tonerne af musik kom svømmende ind ad den halvåbne dør ud til køkkenet. Og det blev ved. Hun satte neglene i sin underarm og pressede dem så dybt ind, at det varme blod begyndte at pible ud. Hun drømte ikke.
Stiv af rædsel satte hun benene ned på gulvet. Hun tvang sig selv til at rejse sig op og tage sin morgenkåbe på ud over den nøgne krop.
Hun listede hen mod døren. Da hun forsigtigt åbnede den, syntes hun at kunne høre stemmer sammen med musikken. De var langt væk, men de var der.
Hun trådte ud i køkkenet og ledte efter kontakten på væggen. Lysstofrøret knitrede og tændte. Lyset spredte sig ud over køkkenbordet og skabene.
Der var en tyk stank af tobak i køkkenet, og den blev kun værre for hvert skridt mod stuen, som hun tog.
En eller anden ukendt kraft i hendes indre fik hende til at fortsætte, for hun var nødt til at se, hvad der skete.
Lyset fra køkkenet bredte sig ind i stuen og gav hende en fornemmelse af møblernes placering. Alligevel hamrede hun sin storetå ind i spisebordets ben og måtte bide sig selv i tungen for ikke at skrige højt af smerte.
Hun humpede videre ind i stuen og fik tændt lyset. Med et stoppede musikken fra kælderen, men lugten af tobak hang stadig tykt i luften.
Hun ville ikke alene ned i den kælder, ikke engang når John var hjemme. Den stod stadig, som husets tidligere ejer havde efterladt den. De havde sat deres flyttekasser derned, men ellers var den endnu fyldt med spindelvæv, gamle sylteglas og kartoffelsække.
Det var årevis siden, at der var dyrket kartofler på ejendommen, men lugten kunne blive hængende længe endnu, havde ejendomsmægleren svaret ærligt, da hun konfronterede ham med det under fremvisningen.
Det sidste, som hun havde lyst til, var at gå derned nu. Alene. I mørket. Men på en eller anden måde var det næsten værre at blive heroppe.
Hun skulle bare tage de 10-15 trin ned i dybet, og så ville hun sikkert opdage en eller anden gammel transistorradio, som var startet af sig selv. Den slags skete jo.
Nogle gange tændte fjernsynet af sig selv. Andre gange sprang en dør op. Den slags skete alle steder, og der var altid en logisk forklaring.
Hun trak morgenkåben op omkring sig og gik ned ad det første trin. Stilheden larmede i det øjeblik, og den blev værre for hvert trin, som hun tog.
Der var en kontakt på den modsatte væg, når hun kom derned. En af de gamle brune med en lille pind, som skulle trykkes ned for at tænde lyset. Hun var nødt til at tage tre skridt ind i det uigennemtrængelige mørke for at finde kontakten.
Det varede en evighed, før hun fandt den og lettet pressede pinden ned. Lyset spredte sig fra rum til rum i kælderen.
Gangene i husets kælder var fyldt op med kasser og gammelt inventar. Det så ud, som da hun havde været dernede sidst sammen med John.
Hun gik langsomt ned ad gangen og kiggede ind i fyrrummet. Der lugtede svagt af sod og røg fra fyret, men der var ikke noget at se unormalt at se.
Vaskerummet med de helt nye hårde hvidevarer lå også stilfærdigt hen. Nu var der kun Johns værksted tilbage for enden af gangen. Det var i det spisekammer, at den tidligere ejer havde syltet frugt og grøntsager fra haven.
Alle glassene stod på hylderne endnu. I et par stykker havde der været syltede agurker. Sommeren 1979, havde der stået på glasset.
Selvom de havde været over 30 år gamle, havde John prøvet at spise dem på sin leverpostejmad. De var meget syrlige, men han havde spist dem med velbehag, og han så ud til at nyde sin kærestes forfærdede blik over sit ældgamle måltid.
Døren var lukket. Var det mon John, der havde lukket den? Han havde godt nok syslet med noget dernede i går, mens hun gik og støvsugede som et afbræk fra sin læsning.
Netop som hun skulle til at løfte højre arm for at skubbe til døren, gik lyset i kælderen ud. Mørket opslugte alt omkring hende. Selv hendes egne arme forsvandt for hendes øjne.
Og så skete det, som hun i virkeligheden havde frygtet meget mere end krogede fingre og raslende kæder i mørket, da hun gik ned ad trappen.
Musikken begyndte igen. Denne gang var det højt og lige på den anden side af døren ind til spisekammeret.
Hun vendte sig om i en fart, men væltede straks den gamle cykel, som John havde fundet ude i skuret, og som han havde sat ned i kælderen for at gøre klar til brug.
Det gav et rabalder, da den væltede ind i noget glas, som smadredes mod det kolde betongulv.
Det ville være umuligt at komme uskadt tilbage gennem gangen, når hun ikke havde lys at styre efter, og hun var bange for at lave larm.
Hvorfor havde hun ikke taget en lommelygte med? Ja? Bare et forbandet stearinlys eller en skide æske tændstikker?
Der var kun et at gøre. Hun måtte samle alt sit mod, åbne døren foran sig og se ind, så hun kunne få aflivet sin frygt. Denne gang var hun ikke forsigtig. Hun bragede ind ad døren og faldt over noget på sin vej ind.
Hendes hoved gjorde ondt, og en varm væske løb ned ad hendes pande med retning mod øjenkrogene. Da hun åbnede sine øjne, var rummet lyst op af flammerne fra et lille bål for enden af lokalet.
Og musikken, den var der endnu. Først nu lagde hun mærke til, at musikken stammede fra en violin og harmonika. Det var gammel folkemusik. Og instrumenterne blev ført af to skikkelser, som sad foran ilden med ryggen til hende.
I mørket lignede det mest to tynde og udsultede lig, som spillede. De var mere skygge end krop.
Igen flåede hun sin hud på armen op med sine negle, og endnu engang gjorde det så ondt, at hun jamrede. Det var IKKE en drøm. Den ene af skyggerne drejede sig omkring og stirrede tomt ud i mørket, hvor hun lå et sted.
Skyggen spillede videre på harmonikaen. Hun kunne ikke se ansigtet, men hænderne bevægede sig op og ned, mens den trådte nærmere.
Hendes hånd famlede rundt omkring hende. Bag hende mærkede hun hylden. Hendes hånd fik fat i et glas.
Skyggen havde hørt hende og stod i løbet af få skridt næsten lige foran hende.
”Nej”, hylede hun og kastede glasset med fuld kraft mod skyggen.
Det ramte den lige i ansigtet. Den bevægede sig med et chok. Strubelyde boblede frem fra dens ansigt. Bæstet med violinen rejste sig nu også og bevægede sig haltende over mod sin makker.
Den første skygge tog endnu et skridt mod hende. Ét mere og den ville kunne nå hende.
Hun hylede og ragede flere glas ned fra hylden. Flere gik i stykker og skar hendes hånd op, men hun mærkede ikke smerten. Et glas ramte forbi, men det næste ramte bæstet i brystet. Det tog forbavset et skridt tilbage.
Nu kunne man tro, at det mest uhyggelige for Sandy i dette forfærdende øjeblik var de tomme øjne og den rådne hud på spillemændene, men det værste var, at de ikke stoppede med at spille. Den lystige folkemusik fortsatte fra instrumenterne, som var det en gammel optagelse, der skrattende startede forfra igen og igen.
Sandy fik sig rejst. Skyggen kastede sig frem og lagde sin kolde hånd på hendes skulder.
Hun vred sig løs og hastede ud gennem døren og ud i den mørke gang. Hun vaklede og stødte ind i ting. En reol faldt ned foran hende, så hun måtte kravle over den.
Et gammelt søm satte sig fast i hendes skinneben og flåede det op, så hun skreg af smerte.
De var lige bag hende. De kravlede over forhindringerne og udstødte dybe suk, når også de blev revet i stykker af glas og søm.
Sandy kravlede af sted på alle fire som en hund, der flygter fra sin herres regn af slag med en stok.
Lyset oppe fra stuen nåede nu ned i kældergangen. Da hun nåede trappen, kiggede hun sig tilbage og så, at det levende ådsel, som havde spillet violin, var nået helt op til hende og rakte ud efter hende med sine blødende, rådne og flere hundrede år gamle hænder.
Hun sparkede bagud og ramte gespenstet. Med hjælp fra gelænderet trak hun sig trin for trin op, mens hun skreg af smerte.
Nede i mørket kunne hun høre stønnen og klagen, men hun så sig ikke tilbage.
Hun løb gennem stuen og ud i køkkenet, hvor hun panisk kæmpede med at åbne døren ud til haven. Hun kunne høre tunge skridt inde i stuen. Den forbandede, gamle lås var som limet fast.
Hun tog kødhammeren ned fra magnettavlen på væggen og hamrede løs på låsen. Da hun vendte sig om, slæbte de to levende døde sig ind i køkkenet.
Først her i lyset kunne hun i detaljer se, hvad der havde jagtet hende nede i kælderens mørke og hele vejen op i køkkenet.
Det var mennesker. Eller det havde de i hvert fald været engang. Mænd i forrådnelse og gammelt tøj. Den ene havde en vest ude over sin gamle skjorte. Den anden var iklædt en brun dragt.
Den ene havde en gammel, mørnet hat på, den anden en slags nathue. Øjnene var indsunkne og nærmest rådnet væk. Deres hud var grå og lignede mug. Begge stønnede og skreg, som de kastede sig fremad. Instrumenterne måtte de havde smidt fra sig nede i kælderen.
Det hele foregik i slowmotion, da hun mærkede låsen sprænge fra ved et hårdt slag fra hammeren.
Hendes hånd faldt ned på håndtaget og trykkede det i bund. Døren åbnede, og hun løb ud i den kolde nat.
Lyset fra køkkenet faldt ud gennem vinduerne og lyste deres lille terrasse op. Selvom smerterne var skinnebenet blev stærkere, løb hun ud i mørket og fortsatte ned til deres lille juletræsplantage.
200 meter længere ville den lille mose dukke op. Hvis hun løb rundt om den og fortsatte ud af grusvejen, ville hun kunne nå naboens hus efter 5-10 minutters løb.
Skyerne blev trukket fra nattehimlen som et gardin, og månen spejlede sig i mosens blanke overflade. Hun vendte sig om og kiggede.
Oppe på bakken dukkede de to skikkelser op. Et øjeblik stod de og stirrede på hende, og så satte de i et afsindigt løb ned ad bakken direkte mod hende.
Selvom de kun var skygger i mørket, kunne Sandy se, at de løb hurtigt. Langt hurtigere end hende. Der ville ikke være tid til at løbe hele vejen uden om mosen.
Da hun kom ned til vandet, så hun til sin store begejstring, at tømmerflåden, som John havde fisket fra et par dage før, lå inde ved kanten. Hun gik ud i vandet og sank med det samme ned til knæene.
Nu kunne hun høre hidsig prusten og trin oppe fra stien, hvor skyggerne nærmede sig i høj fart. Det kolde mudder føltes behageligt kølende på hendes blødende ben.
Hun fik fat i kanten af tømmerflåden og prøvede at trække sig op, men det var hårdere, end hun havde regnet med, og hun kom til at skubbe den længere ud i vandet, så hun måtte følge efter i det seje dynd.
Bunden forsvandt under hende. Hun kæmpede af alle kræfter for at hive sig op, og kun ved en kraftpræstation lykkedes det hende at kravle op centimeter for centimeter.
Skyggerne var igen blevet til døde spillemænd, da de kom frem til vandkanten. De jamrede af smerte og udmattelse, da de kastede sig ud i vandet for at forfølge hende.
Sandy havde en alt for god fornemmelse af, hvad der ville ske, hvis de fik fat i hende.
Hun kom op og sidde på knæ på tømmerflåden. Der lå en stage, som hun stak i vandet og stødte fra med for fuld kraft.
Den gik igennem den bløde bund, men hun mærkede med fryd, at tømmerflåden flød væk fra bredden.
De to lig kæmpede sig jamrende gennem vandet men lignede ikke ligefrem gode svømmere. De plaskede og udbrød skrig og hyl, mens de kæmpede for at holde sig oppe.
Sandy forsatte panisk med at støde mod bunden med sin stage, selvom hun for længst var kommet så langt ud, at den ikke gik i bund.
Hendes forfølgere var ved at opgive. De sank hele tiden ned, men formåede flere gange at sparke sig selv op til overfladen igen.
Kampen var dog tabt på forhånd. De gled skrigende ned under mosens mørke overflade, mens de kæmpede for det liv, som de allerede havde mistet én gang før i en fjern fortid.
Da dødskampen endelig var stoppet, var der kun bobler tilbage på overfladen, som lå stille hen igen.
Sandy var nået ud på midten af mosen, som var omkranset af de høje træers silhuetter. Månen lyste ned på hende.
Først nu se hun, hvor sønderrevet hendes krop var. Blodet sprøjtede ud fra hendes højre ben. Hun kunne ikke bruge sin venstre arm.
Noget gjorde så forbandet ondt i hendes øje. Hun stak en hånd op og følte efter, men stoppede brat, da hun mærkede spidsen af et glasskår, som sad boret ind. Først nu opdagede hun, at hendes syn på det ene øje var helt sløret.
Hun satte sit hoved ned mellem sine knæ og begyndte at græde. Det hele kom ud nu. Hendes krop rystede og var ude af kontrol.
Sådan sad hun i sekunder eller timer uden nogen tidsfornemmelse. Pludselig hørte hun en velkendt stemme brøle oppe i nærheden af juletræsplantagen. Hun rejse sig på tømmerflåden, som vuggede faretruende under hende. Hun var ved at miste balancen, men skreg alligevel.
– John, John! Jeg er hernede, skynd dig! John!
Den anden stemme stoppede i et par sekunder, og så begyndte den igen.
– Hvor? Hvor er du? Sandy?
Sandy snappede efter vejret og kæmpede med trætheden som følge af sit enorme blodtab.
– Hernede, John. Nede i mosen.
Han var kommet tilbage. Åh, hendes elskede mand var kommet tilbage.
Der gik et øjeblik, og så kunne hun høre lydene af grene, der knækkede, mens hendes mand løb i fuld fart ned mod vandet.
Han havde taget en lygte med. Smart!
Lyskeglen gled rundt over træer og buske, inden den ramte vandet og øjeblikket efter tømmerflåden med Sandy. Hun stod i sin iturevne morgenkåbe og vinkede med sine blødende arme.
– John, åh gud, skynd dig, skreg hun til sin mand.
Han gik resolut ud i vandet og fortsatte sekundet efter sin bevægelse med et par resolutte svømmetag.
Hendes træthed var væk. Hun var på en og samme tid lykkelig og forbandet bange.
John var fire-fem meter fra tømmerflåden, da et par rådne hænder skød op gennem overfladen og greb om hans hals.
Han skreg panisk og begyndte at kæmpe. Det var svært at se, hvad der skete, men Sandy vidste alt for godt, hvad der havde slået kløerne i hendes mand.
– Åh nej, gud. Hjælp os, skreg hun ud i mørket.
Johns stemme forsvandt igen og igen, når han blev trukket under vandet. Hun padlede hen mod ham, men så mærkede hun, hvordan en hånd under vandet greb fat i stagen og trak den ud af hendes hænder og ned i dybet.
– John, jeg kommer. Hold dig oppe, hylede hun og kastede sig ud i vandet.
Efter to svømmetag gled hun ind i sin mands favn. Der var pludselig unaturligt stille omkring dem. Et kort øjeblik så de panisk hinanden i øjnene.
– John, kom ind til kanten, skynd dig, råbte hun.
De begyndte at svømme, og så mærkede de på samme tid, hvordan flere hænder fik fat i deres ankler og trak dem ned. Månens blide lys forsvandt langsomt for deres øjne.
Vandet i en mose er mørkt og umuligt at se igennem, men når synssansen svigter, træder andre til.
Sandys næse og mund fyldtes med råddent, stinkende vand, og hun kunne igen høre lyden af folkemusik, som de meter efter meter blev trukket hårdt ned gennem vandsøjlen.
Sandys og Johns hænder foldede sig om hinanden, da de på samme tid mærkede fremmede hænder flå deres ansigter i stykker.
Da Sandy mærkede den ubeskrivelige smerte af sine øjenæbler, der blev trukket ud af sine huler, besvimede hun og druknede til stanken af gammel mose og lyden af folkemusik fra for længst svundne tider.
Spillemand, åh spillemand, åh spil for mig
Spil en boogie-voogie på din strengeleg
Spille, spille, spille som en spindetop
Når du først får begyndt, så kan du ikke holde op.
En af de bedste brugere af Daily Rush nogensinde. Oprettet som profil nummer 16 den 25. april 2000. Lowly dog! Bow your head! Kneel and worship at the feet of costanza!
- Du skal være logget ind for at kommentere på dette indlæg.
























