Mig og Tool
- Dette indlæg indeholder 66 kommentarer, har 38 deltagere og blev senest opdateret af
JFK for 5 år, 5 måneder siden.
- Emne
Primært rettet mod Celerun, der spurgte efter det, men alle er velkomne til at læse med og kommentere
Det skal på forhånd siges, at jeg er diehardfan af dette fabelagtige amerikanske alternative mærkværdige metalorkester, så der er mulighed for inflation af mundlort, som teksten skrider frem.
Først of fremmest:
Hvem er Tool?Bandet består af Danny Carey, Adam Jones, Maynard James Keenan samt Justin Chancellor.
De har udgivet en EP, et livealbum og fire studiealbums gennem årene og er set med mine beskedne briller et af de bedste bands, der nogensinde har eksisteret. For at dette indlæg ikke skal blive længere end så meget for langt, det allerede er ved at udvikle sig til, vil jeg forsøge at give et overblik over henholdsvis EP og studieplader. Selve liveudgivelsen er ikke ringe, men Tool skal man opleve rigtigt live, inden man ser sig om efter halve alternativer.
Opiate:
“It wasn’t hard for us to get signed. We were four pretty pissed-off relatively talented musicians, so we got a record deal after about seven shows – Maynard James Keenan.”Denne “EP” består af seks numre. Heraf er to af dem live, og selvom det er en af mine absolutte favoritter fra Tools hånd, er det måske ikke det bedste album at starte med, hvis man skal have et overordnet begreb om, hvad bandet er for en størrelse. For i modsætning til de senere års udgivelser, der er mere koncept-agtige og fyldt med andet end blot tungmetal, er Opiate et spark i skridtet på dig. Det er 25 minutters vrissende vrede pakket ind i kompetent guitarspil, fantastiske trommer og bas og dit potentielt første møde med stemmen bag Tool; Maynard James Keenan der synger om religion og undertrykt vrede.
Udgivelsen er generelt mere rå end resten af Tools katalog. Den er optaget over fire dage og indeholder som sagt to livenumre, der samtidig er et af de få eksisterende beviser på, at Maynard er i stand til at tale med publikum fra en scene. Det gør han sjældent.
Nok om Opiate. Det er fantastiske 26+ minutter, men det er måske ikke det sted, du skal starte som ny til Tool.
Undertow:
“We were like, ‘Hey, can we shoot shotguns at pianos and record it?’ And he just goes, ‘Sure, just clean op when you’re done – Adam Jones”Første fuldlængdealbum og samtidig første skridt i retningen af det, der kulminerede i 2006 (mere om det senere).
Men tilbage i 1993 var Tool stadig et ret nyt band. Det høres på pladen, der er godt 70 minutter lang og måske også en tand for lang. Her er et par let ligegyldige numre, men det vejes dog op af blandt andet Sober og Prison Sex. Sidstnævnte handler i øvrigt om pædofili.
Begge numre var blandt de mere følelsesladede fra Maynards skrivearm, mens Intolerance kickstartede skiven, der bød på en tungere, mere bearbejdet lyd end Opiate. Det markerede samtidig afgangen for bassist, Paul D’Amour, hvis plads blev overtaget af Justin Chancellor.
Udgivelsen markerede også Tools vej mod stjernerne, de kom med på Lollapalooza og solgte bedre end nogensinde. Selvom Undertow er en rigtig god plade, er det nok det album, jeg bryder mig mindst om hos Tool.
Jeg synes som sagt, der er en kende for langt mellem de rigtig gode numre, men samtidig skal det understreges, at det primært er Opiate og Undertow, der først og fremmest byder på nummer-på-nummer udleveringen fra Tools hånd. Fra næste album begynder det nemlig at blive sært.
Ænima:
“Paul D’Amour was a victim of indie guilt. The band was getting bigger than he was comfortable with – Maynard James Keenan.”Stinkfist åbner dette mesterværk, der er mit favorit-Tool-album og måske nok det album, jeg vil anbefale folk at starte med, hvis de gerne vil høre Tool. Pladen omkranser både det spirituelle og det hadefulde på henholdsvis Forty six & 2
(der samtidig startes af en vidunderlig bas), og >Hooker with a penis, der svarer igen på en tidligere fans vredesudbrud. (Han lyder i øvrigt som en hipster.)Der bliver gjort op med religion og sunget oder til fortabte børn på de 15 skæringer, der slutter med det næsten kvarterlange nummer, Third Eye, der starter med rablen fra komikeren Bill Hicks.
Også L.A, Tools “fødeby” bliver taget under kærlig behandling, men det er i de djævelske detaljer, at Ænima er så vigtig en plade for mig. Maynard korsfæster selvudnævnte martyrer med en uovertruffen aggressivitet på Eulogy, han forsøger at række ud over hjernens og sindets formåen på Forty Six & 2, og bandet giver dig en opskrift på noget så sært som tysk. (Sproget.)
Det kan godt tænkes, at Ænima måske nok vil skræmme nogen væk, fordi pladen rækker ud over så mange forskellige ting. Det er ikke en konceptplade, der kun beskæftiger sig med religion eller filosofi. Det føles som hver en tanke, Maynard gik og tumlede med i midt90’erne blev transformeret til et stykke musik til skiven, og det gør, at Ænima ikke er så poleret, så helstøbt og fuldendt som gruppens to seneste udgivelser. Men giv Stinkfist, Eulogy, Forty Six & 2, Hooker With a Penis, Jimmy, Pushit, Aenima og Third Eye en chance alligevel. Det fortjener de.
Lateralus:
“For me, the song ‘Lateralus’ was the turning point. I wrote a bar of nine, a bar of eight, and a bar of seven, and we originally called the song ‘987’ – Justin Chancellor.”
Jes …Skiven er, så vidt jeg er orienteret, blandt Kolbens foretrukne, og omend den indeholder nogle guddommelige minutters mageløs metal, er det også en plade, du virkelig skal give dig tid til.
Den skal have lov at gro, og man skal acceptere, at det pludselig er blevet så meget koncept, at det måske er for meget for nogen. Men ikke for mig.
Skiven var kulminationen på en ulmende uro, der herskede internt i rækkerne. Maynard James Keenan er først og fremmest forsanger, og det er ikke noget, han kan bruge lige så lang tid på som for Adam Jones kan på sine guitarlyde, så Maynard dannede A Perfect Circle og efterlod de resterende tre medlemmer af gruppen i noget af et limbo.
Men en plade blev der altså lavet, og skønt The Patien og Lateralus ikke er de tungeste sumobrødre i kaffeklubben, skal du blot sætte Parabola på for at forstå, præcist hvor guddommelig Adam Jones er med en guitar.
Tekstmæssigt er Lateralus primært en viderudvikling af Ænima med mere fokus på at skabe en samlet produkt. Det er også derfor, skiven i bund og grund bedst høres i én lang køre, gerne på repeat, men The Grudge åbningsnummeret, Lateralus, titelnummeret, og Parabol/parabola, gudenumrene, er gode bud på, hvad man skal fokusere på først og fremmest. Og så til sidst.
10,000 days
“You were my witness, my eyes, my evidence,
Judith Marie, unconditional one. – Maynard James Keenan”
En af de få ting, Maynard James Keenan har talt åbent om i forhold til hans liv og fortid, har været forholdet til hans mor.Hun var et meget religiøst menneske, og hun endte sine dage med at sidde i kørestol i de sidste cirka 10,000. Og 10,000 days er dedikationen til hende.
Tools tekster går fra det direkte spirituelle (på Lateralus) til her at pege menneskets fejl og mangler ud i stedet.
Maynard hudfletter os på Vicarious, Right in two. Hykleri og sengeskideri er temaerne i The pot og Rosetta stoned, men det er i Wings for marie pt. 1 + 10,000 days (wings pt. 2) at det hele kulminerer i et af mine absolutte favoritnumre.
Jeg har svært ved at beskrive, hvor meget Maynard James Keenan betyder for mig som fan. Jeg forguder ham over alt andet i denne verden af halve og hele afguder, og på 10,000 days blotlægger han sin sjæl.
Han har førhen, med A perfect circle, været efter sin mor for hendes konstante tro på de højere magter men på 10,000 days giver han efter for den kærlighed, han altid nærede til hende og skaber dermed 15 af de vigtigste minutters musik, der nogensinde er skabt. Jeg tuder som en kælling, når det nummer når toppen med det citat, jeg har indledt skriverierne om dette album med.
Og det er det
Hvis jeg skal, og det er under tvang, men hvis jeg skal rate Tools diskografi ud fra anbefalelsesværdighed, bliver det således:Album:
1) Ænima
2) 10,000 days
3)Lateralus
4) Opiate
5) UndertowNumre, alle og enhver bør høre i ikke nogen særlig rækkefølge
Sweat
The Pot
The Grudge
Wings for marie pt. 1 + 10,000 days (wings pt.2)
Intolerance
Lateralus
Sober
Parabol/Parabola
Ticks & Leeches
Jambi
Right in Two
Hush
Jerk Off
Vicarious
Prison Sex
Schism
Hooker With a PenisPS: Jeg ved godt, det er langt. Men jeg har virkelig bestræbt mig på at være kortfattet og informativ.
PPS: Hvis du vil vide mere, så sig til, så skal jeg forsøge at beskrive en Tool-koncert for dig. Det er mindblowing : D
PPPS: Sorry!
EDIT:
Nu med Youtube til folket.PPPPPPS + EDIT10:
Nu uden html, links og andre godter. Rå tekst, yeah baby!
- Du skal være logget ind for at kommentere på dette indlæg.
























