Legacy of the void, cheesy storyline?

Jeg så hele SC1-historien igen for nyligt, og Protoss har altid talt på den der ekstremt højtidelige måde.
Men det er stadig kropumuligt at identificere sig med dem i SC2, når de alle sammen taler, som om de lægger stemme til en trailer.
“Som tråde i et klæde, således er vi også stærkere sammen.” Folk der lirer den slags af uden at blinke, har svært ved at blive set som “rigtige”, eller nogen jeg gider holde med.

Og Kerrigan, Raynor og Zeratul er jo slet ikke nok med. Ikke at jeg synes, Zeratul har været voldsomt godt behandlet i SC2, men så i det mindste Kerrigan og Raynor. Men ak – vi skal trækkes med Artanis og så diverse toss(er) (omg, pun) der også alle bliver til en stor pærevælling af selvhøjtidelige udtalelser og reduceret til én karakteregenskab.

Når der skal stås sammen, så må der gerne trækkes mere på etablerede figurer.

Jeg havde ingen forventninger til historien i LotV, og spillet levede alligevel ikke op til nogle, hvis jeg havde. Det blev en pligt, der skulle overstås, heldigvis gemt godt af vejen bag superfedt gameplay. Det er derfor, man spiller SC2 – dælme ikke for historien.

Og det, der sker med Raynor til allersidst? Suk…

wtf har lige spillet epilogue færdig.. jeg kan slet ikke genkende kritikken Fedt spil, fed historie!

Historien i SC2 er generelt en fesen omgang følelsesporno, når man tænker på hvor fed første historie var. Til gengæld er jeg mere vild med gameplay’et i SC2 selvom det ikke er nogen vildt svær udfordring.