#4: Jeg fandt historien i Metro: Last Light dybt fascinerende. Din søgen efter “The Dark One” er i bund og grund en katalysator for et særdeles gennemarbejdet studie af menneskets natur. De forskellige enklaver af mennesker kæmper alle for at overleve, og i stedet for at arbejde sammen, slås de med næb og klør for små kvadratmeter rum af det eneste sted, mennesket kan overleve i spillet. Meget af det brygger man måske kun selv sammen som spiller, når man ser de forskellige mellemsekvenser, men spillet står for mig som en af de bedste skydeoplevelser, jeg har haft.
Jeg er som sådan enig med dig i, at spillet er liniært, men i modsætning til den gængse moderne militærshooter, bliver du her placeret i nogle forskellige situationer, hvor der ikke er usynlige vægge. De er til gengæld særdeles synlige og fungerer fremragende som ramme for, hvor du skal hen, og hvorfor.
Men vejen til målet styrer du i allerhøjeste grad selv. Noget af det allerbedste, jeg husker fra spillet var, at du ofte havde muligheden for at snige dig gennem en bane. Det er jeg personligt rigtig dårlig til, men som et af de få spil, jeg kender, lever Metro: Last Light op til mantraet om, at man selv kan styre sin spillestil. Jeg havde derfor et lyddæmpet våben med mig men sandelig også noget tungt skyts, der kunne sige bang, og ofte udviklede en opgave sig for mig på en sådan måde, at jeg pillede de fjender ud, jeg kunne uden at blive opdaget, men når helvede brød løs, gav jeg den gas. Jeg kastede med granater, sprintede fra cover til cover og gjorde livet særdeles traurigt for de modstandere, der stod mellem mig og mit mål. Og siden der ingen uendelig respawn-mekanik er i spillet, var det en evigt underholdende oplevelse, der aldrig blev frustreret.
Jeg spillede det på Xbox 360 og blev til stadighed imponeret over, hvor smukt spillet var. Den snævre FOV var endda medvirkende til, at især kampene mod spillets monstre blev særdeles spændende. Sidstnævnte var derudover tæt på at være mine bedste venner i et spil, hvor jeg aldrig vidste, hvorvidt min nyeste menneskelige ven ville klappe mig på ryggen for at rose mig eller for at finde det punkt, hvorigennem han kunne punktere mine lunger.
De ting, der trak ned for mig var, at hovedpersonen aldrig taler i spillets mellemsekvenser, og at grafikken ikke altid var for køn. Men samlet set var det en fantastisk oplevelse, der ikke udgav sig for noget, det ikke kunne leve op til.
Og historien samt det særdeles gennemarbejdede gameplay trækker spillet langt, langt op over stort set alle shootere, jeg har spillet de seneste år. Jeg bliver helt ked af, at jeg har givet det væk.