Præmisset er forkert – Atomvåben kræver ikke at der nogen at bruge dem på for at bygge dem. Den generelle holdning blandt forskere er at atomvåbens primære funktion er afskrækkelse. Hvis det ikke var tilfældet havde Storbritannien brugt atomvåben under Suez-krisen i 1956, USA under Koreakrigen og i Vietnam og Sovietunionen i Afghanistan i 1980’erne. Atomvåbens primære rolle er ikke som våben, men som afskrækkelse.
Når det så er sagt, så er næste del af hans argumentation omkring selve våbnene og måden at levere dem på heller ikke god. Hans grafer og tegninger henviser til væsentligt kraftigere våben, i.e. termonukleare bomber, der ikke vil være det våben Iran først kan bygge. Princippet omkring sådanne våben er simpelt, nemlig at du bruger strålingen fra et almindeligt fissionsvåben til at komprimere til ladning der består af fissilt materiale (plutonium, uran 235) inderst, brændstoffet til fusionsreaktionen udenom og yderst noget der kan ”skubbe” og komprimere de andre komponenter, eller gøre dette samtidigt med at der bidrages til fusionsreaktionen. Pointen her er dog at man ikke kommer til det næste step uden først at have et brugbart våben – og det har Iran ikke.
De våben Iran højst sandsynligt ville kunne bygge hvis de får gennemført projektet vil være efterligninger af USA’s ”Fat Man”, bomben fra Nagasaki. Sådan en bombe har en sprængkraft svarende til cirka 15-20 kiloton TNT. Den mindste bombe der henvises til i de grafer vores forfatter har udvalgt til at understrege sin pointe er på 200 kiloton, altså et våben der er 10 gange kraftigere. Graferne og figurerne bliver derfor meningsløse i forhold til hans præmis fordi det er baseret på et langt kraftigere våben. Bevares, et atomvåben på 15-20 kiloton detoneret i downtown Tel Aviv ville have forfærdelige konsekvenser både umiddelbart og på langt sigt, da en stor del af Israels BNP kommer derfra, ligesom at der bor mange mennesker. Men netop det at detonere våbnet der, altså levere det, er det næste problem i argumentationen.
Hvordan skal Iran levere våbnet? Fat Man bomben vejede 4,5 ton og var langt fra et handy våben. Det krævede et stort bombefly at levere de første atomvåben, og sådan nogle har Iran ikke. Det iranske flyvevåben har fly der kan bære 4,5 ton, men ikke i den umuligt store pakke. Derudover er det usandsynligt at et iransk kampfly først skal krydse indover irakisk luftrum, dernæst enten jordansk eller syrisk luftrum uden at israelerne har opdaget det. Ikke kun på grund af avancerede luftforsvarssystemer, men ligeså meget fordi iranerne ikke har været i kamp siden 1980’erne, og dermed ikke har træningen til at gennemføre sådan et angreb. Det har Israel, for hvad enten man synes om det eller ej kan det ikke negligeres at israelske kampfly flyver missioner, også skarpe missioner, tit og ofte. De er med andre ord forberedte, det er iranerne ikke.
Forfatteren påpeger dog implicit at atomvåben skal leveres med missil. Iran har missiler der kan ramme Israel, også forholdsvist præcise missiler. Men det nytter ikke noget når våbnet ikke kan være ombord, oveni at det vejer for meget som beskrevet ovenfor. Så indtil Iran kan administrere at gøre selve våbnet mindre, hvilket kræver tests af våben når man ikke har adgang til forskningsmateriale, kan de ikke levere våbnet på disse måder. Der er to muligheder tilbage, nemlig at våbnet sættes på en båd og sejles eksempelvis til Haifa og detoneres i havnen. Eller også skal det overleveres til Hizbollah og bruges mod israelske tropper. Jeg tror det er disse to muligheder som Israel når det kommer til stykket er bange for. Det er derfor Iran ikke må få et atomvåben i israelsk optik.
Hvad skal Iran så med atomvåben spørger du? Tja, de kan ikke levere dem, for selvom de formår at bevæbne en pram og detonere bomben i en havneby i Israel eller bevæbne Hizbollah, hvad sker der så når bomben detoneres? Ragnarok. Først i Israel, dernæst i Iran. Iran vil blive bombet tilbage til stenalderen med atomvåben, enten af Israel selv eller af USA. Og så er vi tilbage ved begyndelsen: Atomvåben er ikke praktiske våben i krig. De fungerer bedst som afskrækkelse. Og det er det iranerne søger. Og i den forbindelse er det lige meget om de kan levere den eller ej. Frygten for at de kan og vil er nok.
Med andre ord, så er det forumindlæg noget vås, særligt fordi præmissen bag det er forkert, ligesom tal og grafer bliver brugt til at understrege pointer der ikke eksisterer.