Et rigtigt dilemma
- Dette indlæg indeholder 62 kommentarer, har 44 deltagere og blev senest opdateret af
Plagu3 for 10 år, 5 måneder siden.
- Emne
Hej drenge
Har fulgt med på Dailyrush i mange år og har fået mange gode grin, men jeg har aldrig rigtigt haft et behov for at deltage.Nu kunne jeg ligeså godt oprette en bruger og blive en del af det rigtigt, for jeg har fået mig et dilemma jeg gerne vil dele med jer.
Og det er virkelig “wall of text inc”, der kommer ikke en TLDR version
Jeg har været sammen med min kæreste i 7 år, jeg uden tvivl sige at vi er perfekt for hinanden. Jeg har ikke rigtige haft andre seriøse forhold udover hende.
Men jeg ender helt sikkert med at gifte mig med hende og få børn med hende en dag, det er temmelig sikkert.Da jeg mødte hende første gang sagde hun mig ikke noget, jeg synes faktisk ikke hun var særlig lækker, men det ændrede sig over en del år før vi kom sammen.
For 3 måneder siden prøvede jeg så det der kun sker på film. Jeg ser en pige et par år yngre end mig til en fest, og før jeg får snakket med hende er jeg faldet pladask. En rigtig teenager crush, som et lyn fra en klar himmel, jeg har aldrig prøvet det før, det er decideret ubehageligt. Jeg slog det hen, jeg er rimelig videnskabelig anlagt og ved at kærlighed er noget der aftager helt naturligt og at det ville være dumt at reagere på det når jeg ikke kender hende.
Jeg mødte hende igen til en fest for 2 uger siden, og vi falder i snak. Hun er blevet gode veninder med min kæreste.
Hun havde det fandme på samme måde, og har det stadig sådan :SVi er altså faldet for hinanden, på nøjagtig samme måde. Jeg begyndte at ryste da vi snakkede om det.
Men vi blev enige om at det var det forkerte tidspunkt vi mødte hinanden, det ville ikke gå. Hun endte med at sige til mig, hvis jeg ikke kunne holde op med at tænke på hende, så skulle jeg skrive til hende, for hun havde tænkt på mig i den tid, og hun ville ikke misse den mindste chance for at jeg ville være sammen med hende.Her er mit dilemma! Jeg elsker min kæreste, jeg vil have børn med hende, hus og hund og alt det halløj. Vi er perfekte for hinanden, vi kender hinanden ud og ind.
Fornuften siger mig at det ville være det mest åndssvage i hele verden at reagere på det her. Jeg kender hende jo ikke engang ordentligt. Og jeg ender nok aldrig med at skrive til hende, jeg tror jeg bryder kontakten helt indtil jeg har glemt det.
Livet er ikke fair, hvorfor bliver man stillet over for det her?Men, hvad ville I personligt selv gøre? Jeg synes jeg har skrevet temmelig dybtegående nu og give noget info til at I kan give et besyv med. Jeg ændrer nok ikke på min beslutning på baggrund af hvad I skriver, men jeg er nysgerrig.
- Du skal være logget ind for at kommentere på dette indlæg.
























