Fraskilt.
Mødte kvinden i mit liv på en dropzone i 2008. Var kærester med hende i et års tid, smed mig på knæ og blev gift i sommeren 2010.
Jeg oplevede “fuldstændig” det samme som dig. Alle mine prioriteter i livet blev pludselig gjort forkert så snart der var ring på fingeren (sikkert ikke derfor, men det giver mening at skrive) og da hun fik en skade og ikke kunne skydive mere, blev det pludselig til et problem, at den sport fylder alt i mit liv og altid vil gøre det.
Nuvel, jeg kunne jo godt se det fra hendes synspunkt, at det måtte være svært at se mig leve videre på samme måde, mens hun pludselig måtte opgive hvad der også betød allermest for hende.
Jeg burde nok ha’ mødt hende mere i det, men lige hér, er jeg enormt selvisk.
Min livsstil skal ingen tage fra mig. Det er noget jeg selv har valgt. Akkurat ligesom dig og dit fodbold.
Det er en af de ting der gør mig glad og som gør, at jeg synes det er sjovt at stå op om morgenen og (dengang knokle røven ud af bukserne fordi hun var på SU) tage sin tørn i voksenlivet, så jeg kunne få lov at lege når jeg havde fri.
Hun nåede at gå på hendes uddannelse i 2 måneder, (hun startede 2 måneder efter vi blev gift) hvorefter jeg finder hende på toilettet med en fyr hun har haft en affære med siden deres introforløb.
Jeg lover jer for, jeg tror aldrig nogensinde jeg hengiver mig til en kvinde igen. Det smadrede mig totalt indvendig og har ikke i mit liv følt så stor smerte i hjertet før. Vi valgte at forsøge at redde forholdet, som lang historie kort, endte med et helt års ulykkelighed, mistillid, had, kærlighed og usandsynlig meget usikkerhed på mig selv.
1 januar 2012 flyttede hun og siden da, har jeg gået all in på mine drømme. Jeg vil mildt sagt skide på kompromiser og forhold og nærmer mig det ikke med en ildtang, indtil jeg er færdig med at udleve hvad JEG vil.
For er der noget jeg har erfaring med efterhånden, med alle de forhold jeg har haft, så er det, at kvinder simpelthen bare ikke kan finde ud af at have en fyr der har ild i røven, sine egne meninger og intet problem med at stå ved dem.
De vil ændre dig og de stopper aldrig.
Jeg har valgt nu, at mit liv drejer sig ind på basejump, og den livsstil VED jeg, at jeg aldrig finder en der kan acceptere, da det koster tid, penge, dedikation og en masse utryghed hos hvem man nu ligger sin lid og kærlighed.
Derfor har jeg valgt, at jeg forbliver single resten af mine dage og så bare får min omsorg og kærlighed og hvad jeg nu ellers har brug for, fra forskellige alt efter hvad jeg nu lige selv har behov for.
Jeg har brugt hele mit teenageliv, ungdomsliv og nu en del af voksenlivet på at finde ud af hvad jeg egentlig ville med livet. Var det far, mor og børn?
Ja, bestemt. Men de priser det koster nu om dage, har jeg måttet sande, at så rig bliver jeg nok aldrig.
Nu kender jeg en bitte smule til dig, og rammer jeg rigtigt hvis jeg siger, at det lidt har været det samme for dig også?
At du ikke helt har vidst hvad du gerne ville ende op med i fremtiden, og derfor, da du mødte din kæreste, bare gik all in og blev gift og fik børn fordi kærligheden og tosomheden overvældede?
Vi var også gravide, men 7-9-13 så tabte hun barnet. Jeg kunne slet slet ikke forestille mig at skulle have det ansvar, med det liv jeg VIL leve.
Jeg tror min pointe er, at du simpelthen må træde i karakter og lade være at være tøffelhelt. Vær hvem du er og hvis ikk hun kan acceptere det Das, så er hun dig ikke værdig. Den er virkelig ikke meget længere. Kompromiser skal der selvfølgelig være plads til, men helt ærlig.. Ikke når det går ind og ændrer på de grundsten, som er dem du står allermest fast på. Ingen mennesker er det værd, om man har barn eller ej.
Du har kun et liv. Sæt dig ned nu, mens du nyder din rødvinsbrandert, og tænk..
Tænk 10 år frem.. Hvis du er utilfreds nu, hvordan i alverden tror du så ikk du vil have det om 10 år?
Hvis ikke hun vil acceptere at du har en livsstil som kræver dedikation, tid og penge, så er udfaldet da kun, at du helt mister dig selv og ender som en bitter bitter mand..
Forhold er simpelthen så komplekse og svære, men også helt fantastiske at være i, når man får det til at fungere. Men hvis det kræver at du smider dig selv væk for det, er der ingen af jer der bliver glade, og så synes jeg personligt ikke at det er det værd.
Med min oplevelse af ægteskab nu, har jeg sikkert også en lidt anden tilgang til dét at være bundet til et andet menneske. Jeg tror ikke på det længere.
Jeg kender ikke rigtig nogle der er i et lykkeligt forhold!
Lykken er, at finde sig selv, være sig selv og så gøre hvad man kan for at gøre SIG SELV glad og tilfreds.
Hvis jeg en dag finder en pige, som bliver lykkelig af, at jeg er sådan, så fair nok, så smider jeg paraderne, men indtil da, så er jeg alt for vigtig til at føje mig for en piges krav og drømme som alt alt for ofte ender ud i, at du skal lade være at være dig.
Jeg har også lidt rødvin i mig, og blev vist også lidt revet med i teksten, men selvom jeg sikkert også gentager mig selv en masse gange, så tror jeg godt du ved hvad jeg snakker om.
Det er iøvrigt også derfor jeg helt forsvandt fra DR. Dejligt at være tilbage igen.