Dishonered, en kærlighedserklæring
- Dette indlæg indeholder 34 kommentarer, har 14 deltagere og blev senest opdateret af
StultusX2 for 6 år, 6 måneder siden.
- Emne
TLDR; jeg eeeeelsker det spil!
Dette indlæg er alenlangt!
Hvis man ikke har spillet spillet endnu, er dette indlæg spoilerzone. Jeg pakker det dog ikke ind, da spillet immervæk er noget gammelt, men nu er du advaret!Jeg er elendig til snigerspil. Jeg kan huske, at jeg kom gennem de første to eller tre missioner af det første Hitman-spil, inden jeg var nødt til at give op. Jeg kunne slet ikke håndtere et spil, hvor det primære gameplay var spundet op omkring, at jeg skulle holde mig i ro og ikke kunne blive set af fjenderne i tide og utide.
Jeg var ikke kreativ nok til at se logikken i de store puslespil, banerne reelt set var, og det gjorde, at jeg aldrig fik gennemført hverken det eller nogle af de andre spil i serien. Samme sang gjorde sig gældende for Splinter Cell. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det forholder sig sådan, men jeg har fundet ud af, at det ikke helt gør sig gældende for Dishonered.
Bevares, jeg er stadig meget god til at åbne den forkerte dør på det forkerte tidspunkt og vade durk ind i en fjende, men det gør mig ikke så meget i denne ombæring.
Det har måske noget at gøre med, at jeg er blevet mere tålmodig, og spillets muligheder for snigeri tiltaler mig derudover også rigtig meget. Blink er en genial tilføjelse, der gør platformelementerne sjove og ikke frusterende, som de ofte er i spil, der afvikles i førsteperson. Jeg har indtil nu dræbt et fåtal af fjender og holder mig til at kvæle dem i søvne eller skyde pile i nakken af dem.
Det er stadig et højintenst spil, som jeg ikke kan bruge alt for mange timer ad gangen på uden at skulle holde pause, men samtidig har jeg egentlig ikke lyst til at lægge det fra mig., og jeg er gået fra at være rimelig imponeret til næsten at være blæst bagover af stemningen på grund af den mission, jeg brugte nogle timer på at gennemføre i dag.
Den var lagt ud på følgende måde:
Jeg skulle skaffe et brødrepar af vejen.
Jeg skulle lokalisere og tilbagebringe arvingen til tronen, Emily.Begge dele skal klares ved, at spilleren skaffer sig adgang til et bordel, men min vej dertil startede ud med et længere sidespor.
Da jeg ankommer til området, viser det sig, at en af byens mere kendte og frygtede bandeledere, Slackjaw, har brug for en hånd. Han har mistet kontakten til en betroet medarbejder, som han gerne vil have fundet. Det gør jeg så, hvilket involverer en del snigen rundt.
En del af charmen ved spillet indfinder sig allerede her, da jeg skal vende tilbage til et hus, jeg brød ind i i den foregående mission. Jeg kender derfor huset ind og ud og ender hurtigt ved liget af den mand, jeg er sendt ud for at finde.
Turen går altså tilbage til Slackjaw med de dårlige nyheder, men han er mest af alt glad for at vide, hvad der blev af hans væbner. Og her indgår vi så en aftale. Slackjaw har fæstnet øjnene på pengeskabet hos en af byens førende kunsthandlere, og han står og mangler kombinationen til dette.
Han lover mig at tage sig af brødeparret, hvis jeg skaffer ham kombinationen, og som tak for at have fundet hans nu afdøde ansatte, giver han mig nøglen til et hotel, der ligger ved siden af bordellet, jeg skal skaffe adgang til.
På det her tidspunkt har jeg brugt en god times tid på missionen. Det er interessant, fordi jeg, da spillet udkom hørte, at det kunne gennemføres på meget, meget kort tid, omkring fire timer. Det lyder jo ikke af meget for et spil, der i sin tid udkom til fuldpris, men de, der gennemfører det så hurtigt, kan ikke have brugt meget tid på at opstøve runer og sidemissioner.
Da jeg endelig ankommer til området omkring bordellet, har jeg altså to opgaver, jeg skal løse og en sideopgave, der gerne skulle hjælpe mig med at løse den ene af de to. I min rekognoscering af området ender jeg igen på et sidespor i jagten på en rune, men jeg får endelig nosset mig ind i selve bygningen, bedøver den første, den bedste vagt og forsøger herefter at danne mig et overblik.
Jeg lytter til nogle samtaler her og der og finder hurtigt ud af, hvor de to brødre befinder sig, og også hvor kunsthandleren opholder sig, men jeg bliver igen distraheret af markører, der blinker op om, at der er flere runer og andre hjælpemidler at finde, så jeg lister ud på en bagtrappe og starter med at rydde baglokalerne, hvor de ansatte holder til.
Og her falder jeg over Emily, hvilket slår mig lidt ud af balance af to årsager. Den ene ligger begravet i følelser. Selvom jeg har brugt maks 10 minutter i selskab med pigebarnet, er jeg allerede uhyre tæt knyttet til hende. Introduktionen af hende består af en gemmeleg og nogle stump dialog, men det var så fornemt udført, at jeg har været indebrændt over hendes forsvinden siden starten af spillet, og jeg havde på ingen måde regnet med at finde hende så hurtigt, hvilket er den anden overraskelse.
Men nu er hun her, og hun skal selvfølgelig ud i sikkerhed. Hun har egentlig selv fundet en udgang, men den er låst, så jeg må på jagt efter bordelmutter, der har nøglen, og da først jeg har fingrene i den, smutter Emily, og en del af spillets tag på mig manifesterede sig i det efterfølgende smil, jeg sad med.
Pludselig var jeg fri. Spillets plot kredser om en by, underlagt et diktatur og en rotteplage, og begge dele er forfærdelige. Det ene er synd for byens borgere og det andet en kende irriterende for dronningens livvagt, da dronningens mordere skød skylden på ham, og forsøgte at kappe hovedet af ham for det. Men det vigtigste for mig var Emily, og da hun var væk, forsvandt en byrde fra mine skuldre. Mentalt set, men stadigvæk.
Resten af missionen var overraskende hurtigt overstået. Jeg lokaliserede kunsthandleren, lokkede koden til hans pengeskab ud af ham og stak derefter hurtigt af fra gerningsstedet. Jeg opholdt mig nærmest ikke i det område af bordellet, der var fyldt med vagter, fordi jeg spillede mig udenom det rimelig ubevidst. Det imponerer mig virkelig, især med tanke på, at jeg har spillet alt for mange lineære spil i tidens løb, der aldrig ville give mig så meget frihed.
Det borger godt for min oplevelse med resten af spillet, især fordi jeg endnu ikke er begyndt at lege med ret meget af den magi, man har adgang til. Jeg er lige kommet til at besætte dyr, vil gerne kunne besætte mennesker også og mangler derudover lidt springkraft til mine hop. Jeg spiller spillet med henblik på at skabe så lidt kaos som muligt og har derfor også endnu en gennemspilning i vente, hvor alt og alle skal dø.
Så, jeg er fan
- Du skal være logget ind for at kommentere på dette indlæg.
























