Æbletræets hemmelighed
- Dette indlæg indeholder 26 kommentarer, har 21 deltagere og blev senest opdateret af
roadrunnah for 7 år, 7 måneder siden.
- Emne
Det var en af de dage, hvor man ikke gad lette sig for noget som helst.
Solen havde frit udsyn til min gamle have, som jeg nogle år forinden havde købt billigt af en ældre kone, som flyttede i en beskyttet bolig med sin demente mand.
Det gamle ægtepar var rigtige havefolk. I det ene hjørne stod et gammelt æbletræ, som hvert år gav de største og skønneste frugter, man kunne forestille sig.
Det var en vild æblesort, som det gamle ægtepar i fællesskab havde bragt hjem fra en tur til Æbelø for mange år tilbage.
Frugterne var ikke bare store og dybt mørkerøde. De var også søde som rent sukker. Med andre ord en drøm for enhver æbleentusiast.
Den gamle kone, som hed Inga, havde med stor interesse sat mig ind i havens store indhold, inden hun var rejst fra huset, som de havde ejet i over 60 år.
Jeg er ikke selv den store havemand, og med tiden blev den smukke prydhave forvandlet til et mindre vildnis, hvor høns løb frit omkring i det høje græs.
Én ting kunne jeg dog ikke nænne at lade stå til. Nemlig æbletræet. Det stod fortsat i hjørnet af haven og gav hver sensommer en stor mængde æbler, som jeg lavede de skønneste æblekager af.
Jeg sørgede derfor for at pleje området omkring træet og holde det pænt. På en eller anden måde følte jeg, at jeg i det mindste skyldte de gamle mennesker det.
Tiden gik, og jeg glemte efterhånden alt om det gamle ægtepar, der havde levet i huset. Kun æbletræet mindede mig om de varme sommerdage, hvor Inga viste mig rundt i haven for at være sikker på, jeg ville passe godt på hendes elskede fristed.
På en våd sommeraften kom jeg træt hjem fra arbejde og gjorde klar til at lave aftensmad. Velsagtens frikadeller og nye kartofler, som på den tid var en meget populær og nem ret at lave.
Jeg havde fundet en gammel opskrift på en god fars, og denne yndede jeg at lave flere gange om ugen.
Da jeg stod ved mit køkkenvindue, faldt mit blik på æbletræet i hjørnet af haven. Bladene vibrerede elektrisk i sommervinden, men det var ikke det, mit blik faldt på.
Under det store træ stod en gammel mand nemlig. Han så fredelig ud, så jeg skyndte mig at gå ud i haven for at se, om manden havde det godt. Han så trods alt meget gammel ud.
Han stod med ryggen til mig, da jeg kom nærmere. Jeg tøvede i et øjeblik, men så prikkede jeg ham på skulderen. Det gav et lille sæt i den lille, spinkle krop, der nærmest så ud til at blive holdt oppe af nogle usynlige snore.
En svag mumlen fra mandens læber indikerede, at han i hvert fald var i live.
Jeg gik om på den anden side og så til min store overraskelse, at det var manden, som for efterhånden mange år siden havde boet i mit hus og ejet æbletræet, som han nu stod fredsommeligt under.
Allerede da jeg overtog huset, så manden gammel ud, og det var ikke blevet bedre siden. Øjnene var indsunket, huden lignede læder og kroppen var lille og skrøbelig som et barns.
– Hvad i al verden laver du her, spurgte jeg på den mindst truende måde, jeg kunne.
Mandens øjne fandt mine efter nogle sekunders søgen. Så hævede han sin spinkle arm og pegede på æbletræets krone.
Jeg kiggede op og så de mange flotte æbler, der hang over vores hoveder. De var meget tæt på at være perfekt modne.
Manden afgav nogle underlige lyde, men han virkede glad. Jeg rakte ud efter det største og smukkeste æble og gav det til ham.Hans små hænder holdt fast om frugten. Kontrasten mellem den gamle mands læderagtige hud og det røde æbles helt friske skræl var utrolig. Det var som at se liv og død ved siden af hinanden.
Manden tog æblet op til sin næse og duftede til det. Der var en glød i hans øjne, og jeg fik straks lyst til at skære en skive ud til ham, da han umuligt ville være i stand til at tage en bid selv.
– Et øjeblik, så henter jeg en kniv i køkkenet, sagde jeg og gik hurtigt ind i køkkenet.
Jeg fandt en urtekniv i skuffen og skyndte mig at løbe ud i haven. Jeg troede, manden havde været død i årevis, men nu stod han her i sin gamle have og skulle smage et af sine gamle æbler. Det ville jeg meget gerne hjælpe ham med.
Da jeg nærmede mig æbletræet i hjørnet af haven, stoppede jeg op. Den gamle mand var væk. Jeg kiggede mig omkring, men så ingen spor af ham.
Haven er omringet af en tyk hæk, og den afkræftede mand kunne på ingen måde være gået igennem hækken.
Jeg så ned på jorden, hvor æblet, som jeg netop havde givet ham, lå. Jeg bukkede mig ned for at tage det, da jeg mellem de grønne græsstå så en lille vielsesring ligge halvt begravet i jorden.
Jeg trak den op. Ringen var beskidt, men helt uden tvivl lavet af guld. Jeg gik tilbage til mit haveskur, tog en spade og gik op til træet.
Jeg kiggede mig omkring efter manden, men han var ikke at se overhovedet.
Efter to spadestik ramte jeg noget, der gav en hul lyd. Mellem træets rødder lå en lille trækasse begravet.
Det tog lidt tid af få den fri, men snart stod den på græsplænen. Den duftede af våd jord.
Et slag med spaden ødelagde nemt den gamle hængelås, og under en meget gammel avis fandt jeg en lille velbevaret skat.
En gammel webley-revolver fra tiden omkring første verdenskrig lå og så helt ny ud. I en lille trææske fandt jeg flere guld- og sølvringe samt en halskæde, hvorpå der sad et lille etui med et meget gammelt billede af en ung kvinde.
Jeg var dog ikke i tvivl. Kvinden på billedet var Inga, den gamle kone og hustru til manden, der kort forinden havde stået under mit æbletræ i hjørnet af haven.
Jeg flyttede kassen indenfor. Sad bare og stirrede på indholdet, der nu lå spredt på mit spisebord.
Senere samme aften ringede jeg til administrationen af de beskyttede boliger i byen og spurgte til Inga og hendes mand, som jeg ikke havde talt med, siden de flyttede fra huset.
En venlig stemme mødte mig i røret.
– Inga …? Jo, gamle Inga og Kaj? Hun døde kort efter, de var flyttet ind, men Kaj holdt fast, selvom han var stærkt dement. Han sov roligt ind for et par dage siden, sagde hun.
Jeg lagde røret på uden at sige farvel og gik ud til mit køkkenvindue.
I aftenmulmet lyste bladene på mit vilde æbletræ op som små stykker guld i fuldmånens skær.
Siden den aften har selv de vildeste drømme ikke kunne overgå, hvad jeg oplevede den regnvåde juniaften.
En af de bedste brugere af Daily Rush nogensinde. Oprettet som profil nummer 16 den 25. april 2000. Lowly dog! Bow your head! Kneel and worship at the feet of costanza!
- Du skal være logget ind for at kommentere på dette indlæg.
























