Jeg runder de 25 år om under 1 måned, og har stadig til gode at opleve første forhold.
Forsøgte sidste forår med en australsk pige, hvor jeg troede, at hun ville flytte til London under alle omstændigheder. Det viste sig så, at hun bestemt havde overvejet København, hvis hende og jeg afgjorde, at vi ville give det en chance. Hvilket så blot fik mig til at få tæt på “kolde fødder” – min hjerne begyndte at “catastrophize” situationen. Jeg skulle godt nok ikke risikere, at hvis hun flyttede til Kbh, det gik ikke mellem os, og hun så stod i en totalt fremmed by, og jeg ville være det største røvhul i verden.
Så det gik ikke, og hun flyttede til London, og har boet der indtil… i morges, hvor hun blev nødt til at flyve hjem.
Egentlig troede jeg, at det ligesom var det med kontakten mellem os, men vi begyndte at snakke sammen igen i december.. Og klikkede med det samme igen. Skype et par gange om ugen og beskeder på FB tæt på dagligt..
Planen var såmænd også, at hun kom på besøg i midten af marts, hvor hun så også ville være på besøg på min fødselsdag.
Pga. hendes tidlige hjemrejse er det besøg så røget sig en tur, men sådan kan det jo gå.
At vi har det fantastisk i hinandens selskab, det er der vist ingen der kan benægte.. Vi skypede i 7 timer natten til søndag, hvor vi bl.a. snakkede om vores følelser – nåede frem til, at vi bestemt ikke kan afvise, at vi begge føler noget (igen) for hinanden.
Men, som en ægte Hollywood-historie, så er hun nu i Australien og jeg i Danmark. Efter planen skal jeg have et års studier i Holland fra august, hvilket ikke giver den store tid til Australiens-besøg lige nu. Hun skal måske til Europa i efteråret med familien, så måske kunne vi ses der.
Vi har vel reelt “aftalt”/er indforstået med, at forhold lige nu pga. afstanden er pænt tæt på umuligt..
Men hvis man nu skal være ærlig over for sig selv (og det kan jeg forstå er godt), så sidder jeg mest med fornemmelsen af, at selv når man tager eventuelle problemer med i ligningen, så er “klik-ningen” med pigebarnet af en art, som jeg anser for værende noget sjælden. Også klart den person, som jeg helst ville have tilbragt min 25-års dag sammen med.
Vores semi-aftalte modus operandi for den næste tid er, at vi stadig vil forsøge skype + skrive breve sammen. Og så hvis det stadig er “interessant” når muligheden byder sig, så tage på ferie sammen. Jeg har foreslået Thailand – det ville næsten være cirka halvvejs for os begge. Hvis det er så slemt, så skal jeg sgu egentlig nok gerne betale billetten.
Nå ja. Jeg ved ikke om ovenstående historie, beklager længden, er interessant at læse for andre eller overhovedet giver mening.. Men hvis vi snakker “love”, så er det min oplevelse/virkelighed på nuværende tidspunkt.
My fellow Americans, I am pleased to tell you I just signed legislation which outlaws Russia forever. The bombing begins in five minutes.