Søndag aften er over os, men der er ingen grund til panik. Inden vækkeuret igen siger mandag morgen, er det nemlig tid til Søndagsspilleren – vores faste mødested på Daily Rush hver søndag aften.

Coronapandemien og den resulterende lockdown har lagt rigtig mange restriktioner på hvad vi har kunnet foretage os de sidste par måneder. Det har så til gengæld givet mere tid til indendørs aktiviteter som gaming og TV-serier. Og det er netop TV-serierne, jeg gerne vil tale om i aften.

Vi befinder os midt i en ny guldalder for TV. Engang blev serier betragtet som andenrangs i forhold til film, havde meget lavere budgetter og absolut ingen skuespillere fra A-listen. Men det billede ændrede sig fuldstændig fra slutningen af 90’erne og op gennem nullerne. I dag bliver der produceret en enorm mængde nye serier og de har budgetter og stjerner, som de tidligere tiders TV kun kunne drømme om.

Det store antal nye serier kombineret med et endnu større antal gamle gør, at man nemt kan gå glip af noget guld. Derfor synes jeg vi skal dele nogle af vores favoritter, som kan give inspiration til noget kvalitetstid foran TV’et, sommervejret til trods

Tidligere på ugen lyttede jeg til seneste afsnit af podcastet Supersnak, som handler om den amerikanske forfatter af TV, tegneserier og bøger J. Michael Straczynski (JMS blandt fans). Han er en utroligt produktiv herre, men i den her sammenhæng fremhæver jeg ham selvfølgelig for den fantastiske sci-fi serie Babylon 5.

Babylon 5 er ikke perfekt. Der går et godt stykke tid (okay, en fuld sæson…) før den for alvor kommer i gang, CGI’en er ikke ældet med ynde og der er nogle kiksede afsnit undervejs. MEN… når den fungerer, så fungerer den altså rigtig godt.

Mig bekendt kan Babylon 5 ikke streames nogen steder lige nu, men alle fem sæsoner på DVD kan erhverves for et par hundrede kroner.

Min næste anbefaling vil nok være på mange menneskers top 3: Breaking Bad.

Det er én af de serier, der virkelig var med til at cementere den nye guldalder indenfor TV. Ligesom Babylon 5 er det en sammenhængende historie, der fortælles hen over fem sæsoner. Der er en god del sort humor i serien, men den kan også være virkelig mørk. I min bog er det ikke let underholdning, men det er en serie, man skylder sig selv at se. Alle fem sæsoner kan streames på Netflix.

Til mit tredje valg dykker vi igen ned i sci-fi; det er nemlig Doctor Who.

Doctor Who er i den fjollede ende af genren, helt sikkert. Og fjolleriet kan altså godt kamme over. Men serien har samtidig sin helt egen charme og humor, som til sidst vandt mig over. Med nogle års mellemrum kommer der en ny The Doctor, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, hvis man har fundet en ny favorit, men godt hvis man er ved at være lidt træt af den nuværende.

Doctor Who var på Netflix tidligere, men er desværre forsvundet igen. Det ser ud til, at sæsonerne 5 til 10 kan streames på Amazon Prime. Dvs. man kan opleve den 11. Doctor (Matt Smith) og den 12. (Peter Capaldi).

Men når det så er sagt, er der virkelig mange andre serier, jeg kan anbefale varmt. Firefly, Watchmen, Twin Peaks, Buffy osv. osv. Men jeg vil egentlig hellere høre jeres anbefalinger! Hvad er jeres top 3 blandt TV-serier, kære Daily Rush’ere?

Photo credit: Billedet “Test card Philips PM5544” af ebnz er licenseret under CC BY 2.5.

27 KOMMENTARER

  1. Svær øvelse.. Men jeg gør et forsøg:
    The night of
    Hands down den bedste serie jeg har set. Kun én sæson!
    True detective
    Første sæson er fænomenal, anden sæson er meh, tredje sæson er ok.
    Chernobyl
    Skræmmende god. Opvisning i hvordan suspense skal skrues sammen.

  2. Favoritter siger du… Jeg ser en favorit som en tv-serie man kan se flere gange, og finde nye ting for hver gang man ser den, eller bare skal bruge den til at slappe af på.

    Jeg vil sige, i en ikke-prioriteret rækkefølge, at følgende er hvad jeg vil putte i dén æske:

    Castle – Nathan Filion er fænomenal i den serie, som han er i stort set alt hvad han laver.
    Matador – Ja, jeg er vokset op med den serie, og har set den nok en 10-11 gange efterhånden.
    Band og Brothers – Nathan Lewis er genial heri, men samtidig er det en serie der byder velkommen til mange fremtidige stjerner. Og så er den bare fantastisk lavet og skildret.

  3. Øj den er svær! Tror jeg vil hive 3 frem fra forskellige genrer:

    Sci-fi: Fringe. Super fed og original serie med vedkommende hovedroller og et fantastisk univers med gode twists undervejs. Sådan lidt x-files agtig, men går absolut sine egne veje.

    Humor: F is for Family. Bill Burr har lavet sit eget twist på en amerikansk tegnefilmsfamilie og det er både originalt , skævt, grænseoverskridende og hysterisk morsomt undervejs. Foregår i 70’erne hvilket også giver den en frisk vinkel på det ellers gennempryglede seriekoncept.

    Drama: Band of Brothers. Ætser sig ind i huden og er mere vedkommende og helstøbt end ophavet Saving Private Ryan. Gudskelov også mindre blodig (jeg er lidt sart :P)

    Men også mange runner-ups inkl. allerede nævnte serier: Dr. Who, Bottom, Stranger Things, Family Guy, Rejseholdet, Matador, Jessica Jones, Battlestar Galactica, The Expanse, Narcos, Daredevil, Happy!, Sense 8, The Dark Crystal.

  4. Hmm, blir nok avatar the last air bender. Oerfekt serue ned opbygning av personer klimaks etc.

    Doctor who, matt og david tak.

  5. Californication. Den skal jeg snart se igen. Der er 7 sæsoner, hvoraf 5 og 7 er middelmådige (som jeg husker dem), mens 1-4 og 6 er fremragende. Især de første 3-4 sæsoner er guld, men hele serien er værd at se.:)

    Scrubs. En fremragende sitcom, der holder næsten hele vejen (der var lige en writers strike undervejs, der påvirkede hele den amerikanske underholdningsbranche). Lidt absurd, lidt fjollet, men skæg.

    The Simpsons. Mange vil nok mene, at serien efterhånden er en skygge af sig selv, men de første 15-20 sæsoner er altså stadig guld. Jeg har dem på dvd, men jeg ser frem til at få set lidt mere af de nyere sæsoner, når Disney+ kommer til Danmark.

  6. #7 Ahhh ja, selvfølgelig kommer Simpsons på Disney+. Jeg har heller ikke set den i nogle år, men dyrkede de gamle sæsoner ret meget. Skal jeg da helt klart have samlet op på igen, når Disney+ engang kommer hertil.

  7. Vikings er seriøst så god, stort set alle episoder i de 6 sæsoner holder og der var kun en episode eller 2 der var kedelig.

    Første sæson af Mr Robot holder totalt.

    The Witcher er også rimelig god

  8. Matador
    Band of Brothers
    Er gode bud, hvor alle afsnit er gode, det serier der sagtens kan genses.
    Ellers må jeg trække blankt, langt de fleste har enten episoder der er kedelige, eller køre af sporet efter en season eller 2.

    Hvis jeg skulle pege på en e3. ville det nok være Pride and Prejudice

  9. Dexter
    Vikings
    Breaking bad

    I nævnte rækkefølge for mit vedkommende.

    3 “bobler”:
    Broen (sæson 1 især)
    The knick
    American horror story

  10. Hmm, de må nok være disse som man så imens man var ung:

    The A-Team
    Knight Rider
    MacGyver

    Alle ved da de bedste TV-serie er fra 80erne. Man skal ikke glemme disse her, Married with Children, Mash, Miami Vice, Alf, Sienfeld, Charlie’s Angels, Airwolf, MacGyver, V, Police Squad og 21th Jump Street. Syntes godt nok mange af de nye TV-serie i dag er meget skrammel og kører af sporet efter nogle få sæsoner allerede.

  11. Game of Thrones (Syntes ikke slutningen var slem, Og alt op til var super fedt).
    Vikings
    Breaking Bad

    Og af nævneværdige.
    X-Files
    Altered Carbon

  12. The West Wing
    The Wire
    Breaking Bad

    Dem der næsten rammer top 3 listen:

    Sopranos
    The Shield
    Game of Thrones
    Californication
    Band of Brothers

  13. Star Trek: TNG/DS9
    Mindhunter (også selvom sæson 2 var skuffende i forhold til sæson 1)
    Castle

    lige uden for top 3 (som alt efter humør, vind og vejr kommer ind i top 3)
    Mr. Robot
    Marcella
    Luther
    Broen
    The Witcher
    Archer
    Glow