Hjertelig godaften og velkommen til den ugentlige Søndagsspiller, hvor vi hver weekend kan samles om alt mellem himmel og jord, som i en eller anden grad omhandler vores yndlingshobby: gaming.

I næste uge begynder vi at kalde disse begivenheder for “først”, “anden”, “tredje” og “fjerde” søndag i advent. Er der noget julen kan vække i os alle, så er det minder fra barndommen, hvilket denne aftens Søndagsspiller vil omhandle. For at det ikke skal blive for “julet”, vil jeg dog også krydre din læsning med mit første møde med et horror-spil.

Der er så meget børn ikke forstår

Da jeg var omkring 10 eller 11 år, var jeg endnu så ung en purk, at jeg ufrivilligt var tvunget til gøre mine forældre selskab, når de skulle besøge nogle af deres egne venner. Selv i dag er det næppe en forpligtelse pre-teens bryder sig synderligt om. Jeg husker dog en enkelt anledning, hvor vi skulle besøge et af deres vennepar, som faktisk skulle vise sig at have noget underholdning jeg kunne beskæftige mig med: en PlayStation!

Der var et hæderligt udvalg af spil til rådighed. Jeg husker blandt andre et Micro Machines-racingspil og firbensplatformeren Gex, men intet står lige så soleklart i min voksne bevidsthed anno 2019, som det spil der er repræsenteret på billedet herunder:

Kan vi ikke godt blive enige om, at coveret til Resident Evil på ingen måde repræsenterer den egentlige spiloplevelse?

Jeg nåede kun at bemærke den hårdkogte soldat med et gigantisk våben mellem hænderne, uden overhovedet at granske de grusomme rædsler som den nærmest abstrakte baggrund ellers forsøgte at advare mig om. Jeg skal lige love for at min naivitet fandt jordforbindelsen i løbet af de næste par minutter.

Jeg satte spillet i maskinen og betragtede spændt den velkendte loadingskærm, mens jeg mentalt forberedte mig på en vild omgang action. Jeg valgte at tage styringen over spillets kvindelige hovedperson, Jill Valentine, og blev da ført til spillets introsekvens. Indtil videre var der ikke noget, som umiddelbart fik mig til at så tvivl om, at jeg var på vej til noget rå ultravold, som jeg ikke nødvendigvis behøvede fortælle mine forældre om. Der var vist nok et kort glimt af nogle meget skarpe tænder i videosekvensen, men mit barnlige sind nåede ikke helt at opfatte truslen.

Istedet befandt jeg mig pludselig i et enormt hus, hvor jeg først og fremmest skulle overkomme en så simpel manøvre, som at vikle mit hoved rundt om den forvirrende navigering. Jeg fik en nogenlunde forståelse af at vende Jill rundt og bevæge hende fremad, og jeg fandt da også knappen, som kunne få hende til at åbne døre.

Så langt så godt.

Efter lidt hurtig udforskning af den tilstødende spisesal, hvor medsoldaten Barry fandt blod på gulvet, blev jeg ført ind af den næste dør. Her var der en lang gang, som jeg frygtløst begav mig ned ad. Jeg nåede til enden af korridoren, og blev afbrudt af en kort videosekvens, som langt de fleste også er bekendte med. Det var her jeg indså, at noget så “uskyldigt” som videospil, rent faktisk kan være tiltænkt et ældre publikum.

Videoen herover indeholder både den originale scene, og den lige så hæderlige remake-version. Det var den intense øjenkontakt med Resident Evil-seriens første zombie, der fik mig til at slå øjnene op, og panisk trykke på samtlige knapper på controlleren, i håb om at enten slå, sparke eller skyde det knurrende monster.

Jeg havde ikke en chance for at forstå, at jeg skulle holde den højre skulderknap, R1, inde, for at trække min pistol, og efterfølgende trykke på X for at affyre våbnet. Zombien fik derfor hurtigt lagt sine arme om den stakkels Jill, der forsvarsløst fik installeret zombietænder i sit ansigt. I takt med at min underlæbe begyndte at bævre, tårerne trillede og min blære prøvede at tilluske sig min opmærksomhed, gik det lige så stille op for mig, at der kun var en vej ud af dette mareridt.

Jeg smed controlleren fra mig, slukkede for den summende PlayStation og løb ind til selskabet i spisestuen, for at få et kram af min mor. Hun forstod tydeligvis ikke hvorfor jeg så så oprevet ud. Jeg fik dog samlet kræfter til at forklare, at der altså var et spil som var MEGET uhyggeligt, hvilket jeg bestemt ikke var forberedt på. Efter tårekanalerne var tømt og mors varme favn havde beroliget mig, listede jeg mig varsomt tilbage til gerningsstedet. Med så få fingre som muligt fik jeg taget skiven med det frygtelige spil ud af maskinen, og erstattet det med det fornøjelige Micro Machines-spil jeg nævnte tidligere. Alt var godt igen.

Rædslerne vender tilbage

Efter jeg var blevet en smule ældre, fik jeg selv anskaffet mig spillet, og med væsentligt større succes fandt jeg ud af hvordan truslen skulle overkommes. Jeg havde langt om længe forstået, hvad det var for en type spil jeg den skæbnesvangre dag havde kastet mig over. Efterfølgende måtte jeg da også tage kampen op mod zombierne i Resident Evil 2 og Resident Evil 3: Nemesis, og de spil står i dag som nogle af de største fornøjelser fra min tidlige ungdom.

Det er netop de svirrende rygter om at der er et remake på vej af Resident Evil 3: Nemesis, som inspirerede mig til at gengive denne fortælling. I den forbindelse bør jeg vel snart tage mig sammen, til at kaste mig over det, angiveligt glimrende, remake af Resident Evil 2.

Indtil da er jeg da nysgerrig efter at høre, om rusherne har haft nogle lignende oplevelser. Har du prøvet at sidde med et spil, som på ingen måde var tiltænkt din alder?

19 KOMMENTARER

  1. Alone in the Dark: I starten af spillet skal man blokere et vindue, ellers kommer der et monster ind af det. Jeg var 8 år gammel…

  2. Godt nok ikke et spil, men gik vel i 1. eller 2. Klasse da en kammerat lige skulle vise mig noget sejt der lå optaget på videomaskinen. Det var så poltergeist. Sov ikke godt de efterfølgende nætter.

    Men har elsket horror lige siden.

  3. Heller ikke lige et spil, men da jeg var i omegnen af 8 år sneg jeg mig ud af mit værelse og tændte tvet i havestuen, efter at have skubbet lænestolen helt ind foran skærmen. Og så gav jeg mig ellers til at se den gamle “IT”. Det var en ret så rædselsvækkende oplevelse.

  4. Hmmn… prøvet spil der på ingen måde var tiltænkt min alder. Tæller det at jeg har spillet Pixeline i en alder af 32 år?

    Det eneste jeg ellers kan komme i tanke om er, at jeg som 12 årig spillede Leasure Suit Larry 😏

    Begge mine eksempler falder vist lidt udenfor kategori 😜

  5. Da jeg var helt lille, var det nok Friday the 13th på Commodore 64. Heldigvis var grafikken ikke i nærheden af så god som PS1

  6. #6: Det var muligvis også lidt tidligt at skulle forholde sig som 12 årig til sexuelt overførte sygdomme og sleske scoretricks 😂

    Nå men mere seriøst, så spillede jeg vist egentlig først et egentlig gyserspil som 15 årig, Phantasmogoria. Det var i hvert fald pænt creepy for sin tid!

  7. Min første horror oplevelse var også fra RE og især scenen som beskrevet i denne artikel. Husker tydeligt jeg havde mareridt efterfølgende hah.

  8. Der var sgu ikke så mange restriktioner i mit barndomshjem. Så der blev set gyserfilm, og jeg spillede både Silent Hill og GTA i en alt for ung alder. Jeg var super freaked af især Silent Hill 2, men jeg labbede det i mig.:D Jeg satte mig så også i et mørkt rum med headphones på, så jeg var nok selv lidt ude om det.;)

  9. #8 Jeg var vist yngre endnu, da min seje, ældre fætter havde taget Phantasmagoria med hjem til mig og min lillebror. Hold KÆFT hvor røg vi op under loftet da gartneren pludselig trådte frem fra hjørnet! Jeg tror ikke, at vi gennemførte det, nogle af de sidste sekvenser var simpelt hen for nervepirrende…

  10. Wolfenstein3D når man lige rendte om et hjørne og havde en nazist lige i fjæset, man hoppede lidt, men noget der står som SCARY shit er stadig Hexen, kæft det var slemt at sidde alene i et lille mørkt “kontor” kun med lyset fra skærmen og bevæge sig rundt i et alt for mørkt landskab hvor alt kunne dukke op hele tiden, puha !

  11. #18 Havde det på samme måde med det første Quake (var heldigvis blevet voksen i mellemtiden). Men sad og spillede det på et mørkt kontor i et tomt hus, med den rigtig spooky Nine Inch Nails musik på og zombielyde rundt om hvert hjørne.