En meget varm uge sluttede marginalt mindre varmt og med en god del regn rundt omkring i Danmark. Men inden weekenden er helt slut og den nye uge starter, skal vi selvfølgelig lige nå Søndagsspilleren – vores faste mødested på Daily Rush hver søndag aften.

I aften kunne jeg godt tænke mig at tale om collector’s editions, men jeg vil starte et lidt andet sted: Fysiske spil kontra digital distribution. Igennem de sidste mange år er udviklingen kun gået én vej. Salget af fysiske spil falder år for år i takt med at det digitale salg tilsvarende stiger.

Launchere som Steam med indbyggede shops cementerer den udvikling og den giver sig endda også udtryk i hardware. Microsoft lancerede sidste år en ren digital Xbox uden optisk drev og Sony følger trop med en ren digital PlayStation 5 senere på året. Og mon ikke også der er mange PC gamere derude, der har et DVD-drev, der ikke er blevet åbnet i årevis?

Og der er da også helt klart fordele ved digital. Nok også flere fordele end ulemper – men det kan vi tale om en anden dag. For i aften har jeg en helt specifik ting i tankerne, som jeg savner ved de fysiske spil: Lækre big box æsker, man kan have stående på hylden.

Og det bringer os frem til de collector’s editions, jeg startede med at nævne. For hyldeplads er trods alt begrænset, så det giver fin nok mening kun at have de absolutte favoritter stående. Og i 2020 er en collector’s edition nok det tætteste vi kommer på de gamle big box spil.

Mange af de store udgivelser får collector’s editions. Et spil, jeg personligt håber på får én, er Baldur’s Gate 3. Jeg ville sååå gerne have en tyk, læderindbundet manual, et landkort, måske nogle malede figurer – og det hele selvfølgelig i en lækker æske til hylden. Det ville passe perfekt med D&D og de gamle Baldur’s Gate-spil. Desværre har Larian Studios endnu ikke annonceret en collector’s edition, men man har jo lov at håbe

Køber I collector’s editions, kære Daily Rush’ere? Og er der nogle spil, I særligt gerne så en collector’s edition af?

Photo credit: Billedet er fra Reddit og er taget af mitchellangelo86.

23 KOMMENTARER

  1. Jeg har købt collectors editions, af world of warcraft, diablo 3 og starcraft..

    men jeg stoppede efter mists of pandaria

    jeg synes de fylder for meget, de koster for meget og jeg bruger dem ikke til en dyt. de ligger i en flyttekasse i kælderen og jeg gider ikke ha dem fremme.

    Men da jeg købte dem, var jeg jo også kun.. 20-26

    nu er jeg 35

  2. Jeg har 85+ Collector’s Editions til Switch alene.:D Det stak lidt af med Limited Run Games og lignende de første par år, men jeg har efterhånden skruet gevaldigt ned. Det fylder jo, det skidt.:)

  3. Jeg synes ikke rigtigt man får noget af værdi til den ofte meget høje merpris. Og så “køber” jeg ikke ideen om collector editions, limited editions mm som jo bare er “kunstigt” begrænsede oplag – ikke fordi der kun kan laves 1000 af en udgave, men fordi nogle med Excel har regnet ud at det giver flest penge. Det er for meget kolde udregninger og for “plastik” til at betyde noget.

    Et par undtagelser, som dog ikke er PC spil:

    Købte for mange år siden klassiske Disney “shorts” på DVD. Der kom et par frames fra ægte filmruller brugt i biografer med i æsken. Det var fedt og “ægte”

    Købte engang en D&D Players Handbook i lækkert tykt læder. Det er jo samme tekst, men det ekstra er “ægte” og gør forskellen for mig.

  4. Jeg har ikke en eneste Collector’s Edition og har ingen planer om at begynde at købe dem.. Men nogle er da fede nok. Synes bare prisen er for høj i forhold til hvad der er i pakken.

  5. #9 enig
    det er et kunstigt skabs limited edition. det er ikek sjaelder fordi det er svaert at finde/lave./ men fordi en person blot vil lave det sjaeldent.

  6. #15 det gav jeg jo et eksempel på med en bid af en filmstrimmel. Der er ikke uendeligt med film, og derfor giver præcis dét mening at kalde det limitted.

  7. #19 Hvis der kun er lavet 1000 af noget, så er der jo heller ikke en uendelig mængde. Det er da fint, at nogen har overbevist dig om, at det med filmrullen er mere ægte. Så fik de jo dig til at købe det.:)

  8. Jeg har aldrig købt dem og kommer heller ikke til det. Det er meget begrænset fornøjelse jeg får ud af de ekstra ting, og så er jeg simpelthen for nærig til spendere de mange penge.